SAMFUND

Nyt tilbud til borgere, der gerne vil leve sundere

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

 

 

Fredericia Kommune hjælper kronisk syge til et bedre liv med digitale værktøjer

 

”I byrådet har vi en vision om, at alle borgerne i Fredericia skal have lige mulighed for sundhed og livskvalitet. Derfor tager vi altid udgangspunkt i den rehabiliterende tilgang, når vi kigger på nye tiltag, som kan øge vores borgeres sundhed og livskvalitet. ”Med den nye app Liva kan vi hjælpe borgere med overvægt og kroniske sygdomme, som type 2 diabetes, til at leve et sundt og aktivt liv med de ressourcer og ønsker, de har”, siger formanden for Sundhedsudvalget Susanne Eilersen.

 

Liva er et nyt tilbud til alle borgere i Fredericia med overvægt eller type 2 diabetes. Liva er en app-løsning, som blandt andet tilbyder personlig vejledning til livsstilsændring og støtte til at få kontrol over en eller flere koniske sygdomme. Liva-appen hjælper borgerne med at holde øje med deres sygdom ved at taste f.eks. oplysninger omkring deres blodsukker niveau eller vægt ind i appen. De kan også brug Liva app’en til at opstille mål for livsstilsændringer som f.eks. vægttab eller søvn.

 

”Forskellen på vores Liva-app og f.eks. andre fitness-apps er, at det er en kommunal diætist, der hjælper dig med at opnå dine mål, og ikke en computer. Derfor bliver du også som det første indbudt til et personlig møde med diætisten”, fortæller teamleder Tina Løngren Reher.

 

På det første møde vil diætisten sammen med borgeren opstille mål og hjælper med at installere og bruge app’en. Diætisten og borgeren aftaler efterfølgende, hvornår onlinevejledningen skal finde sted. Det betyder, at der vil være en løbende dialog mellem borgeren og diætisten, hvis de ønsker det.

 

”Folk med livsstilssygdomme kan faktisk gøre rigtig meget gennem kost og motion for at få det bedre, og bremse en sygdom i at blive værre. Det kan de bruge Liva til. Hvis vi f.eks. kan se, at der ikke sker udvikling i forhold til de mål, som de har opstillet, har diætisten mulighed for at tage kontakt via app’en og hjælpe dem med de udfordringer, de står med”, fortæller teamleder Tina Løngren Reher. Liva har desuden den funktion, at den giver mulighed for at være med i et online netværk med andre brugere. Netværket kan de bruge til at få støtte af andre, der står med de samme udfordringer som dem i hverdagen, så de når de mål, de gerne vil opnå for at få kontrol over deres kroniske sygdom eller overvægt.

 

Hvis du ønsker at prøve Liva, så skriv til liva@fredeicia.dk Du kan også mødes os på kulturnatten, den 2. september, ved det ”grønne rum” i Danmarksgade nr. 13. fra kl. 16-20.

 

Fakta

  • Liva er en online app
  • For at benytte Liva, skal du enten have et BMI over 30 eller have type 2 diabetes
  • Liva er en app, der kan støtte dig til at leve et sundere og mere aktivt liv og forhindre, at din overvægt eller type 2 diabetes forværres.