Kultur

SMUK Nytårskoncert 2017

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

SMUK Nytårskoncert 2017

”Rugsted & Kreutzfeldt” glæder sig til nytårskoncerter
Hitmagerne ”Rugsted & Kreutzfeldt” ser frem til SMUK Nytårskoncert 2017, hvor de er solister. De er dog også lidt spændte på, hvordan deres sange lyder, når de bliver svøbt ind i musik fra et 16 mand stort messingorkester.

– Alle vores sange står vores hjerte nær og er lidt som vores små børn. Men vi er ikke bange for at tænke nyt. Sådan siger Jens Rugsted, da han bliver spurgt til, hvad han tænker om, at sange som ”Jeg ved det godt” bliver udsat for Forsvarets Musikalske Ambassadører og 16 messingblæsere.
Det sker, når duoen ”Rugsted og Kreutzfeldt” er solister til SMUK Nytårskoncert til januar.
Før han svarer, fornemmer man en let, hjertelig latter. For Jens Rugsted er også spændt på, hvilket udtryk duoens sange, der efterhånden er blevet voksne, får, når de bliver iklædt tonerne fra et musikkorps.
– Vi er spændte, men vi ved, vi er i gode hænder. SMUK er en kulturel institution med en historie, der går langt tilbage. Og de navne, de har spillet med, er navne, vi respekterer og anerkender, siger Jens Rugsted.
– Og vi glæder os, det bliver jo en helt speciel oplevelse. Vi har aldrig før prøvet at spille med så mange blæsere. Vi er spændte på klangen og lyden af SMUK, tilføjer han.
Historien om duoen Rugsted & Kreutzfeldt tager for alvor sin begyndelse i 1979. Her udkommer deres første album ”Rugsted Kreutzfeldt 1” og lige meget, hvor man kommer, synger folk med på hittet “Jeg ved det godt”. Seks år senere går de to hitmagere hver til sit for så at blive genforenet i 2006. Og selv om det efterhånden er 37 år siden, at Rugsted & Kreutzfeldt bragede igennem, så er der
stadig masser af gejst at finde. Snart udgiver de en EP med liveoptagelser, hvor de synger fire kendte sange, som de har skrevet, men andre solister som Burhan G og Lis Sørensen har optrådt med. Dertil kommer, at bogen ”Kom tilfældigvis forbi” om duoen, netop er blevet udgivet.

Det er derfor et par herrer med lige dele rutine og ny energi, publikum kan opleve i selskab med SMUK og Anne Herdorf, der er konferencier.

Og Jens Rugsted slår fast, at selv om duoen ikke har den store erfaring med militærorkestre, så var det en nem beslutning at gribe muligheden for at stå på scenen med SMUK. Også selv om Jens Rugsted og Stig Kreutzfeldt plejer at bruge januar på at feriere.

– Men at spille med SMUK virkede bare til at være sådan en god en idé, at det ville vi hellere prøve end at tage på ferie, siger Jens Rugsted.

Hvor og hvornår du kan opleve SMUK, Anne Herdorf og Rugsted & Kreutzfeldt kan du læse meget mere om på SMUKs hjemmeside. Her er også information om billetkøb.
www.smukmusik.dk