Kultur

Britisk sigøjnerpunk i Tøjhuset

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Britisk sigøjnerpunk i Tøjhuset

The Great Malarkey leverer et sandt musikalsk festfyrværkeri

Sidste gang, The Great Malarkey spillede i Fredericia i 2014, efterlod de et overvældet, lykkeligt og sveddryppende publikum i Det Bruunske Pakhus.

Nu vender de tilbage – denne gang til Tøjhuset, og denne gang er det med et nyt album ”Doghouse”, som netop er udkommet. Bandet kommer til Fredericia propfyldt med musikglæde og er så klar på et musikalsk festfyrværkeri. Det sker fredag, den 28. april.
For dem, der endnu ikke kender det otte mand høje London-band The Great Malarkey, kan musikken bedst beskrives som en fabelagtig blanding af syret cirkuslignende sigøjnerpunk og melankolske slagere, stærkt understøttet af sangerinden Alex Wares kraftfulde stemme og intense nærvær på scenen. Hun er et sejt energibundt med en charmerende punk-attitude, som forplanter sig overalt i salen.

The Great Malarkey er med deres kludetæppe af musikalske udtryk på alle måder umulige at sætte i bås. De nævner selv The Pogues, Nirvana og Tom Waits som inspirationskilder.

The Great Malarkey er direkte og måske endda en smule vrede i deres udtryk og tekstunivers, men de serverer det med så meget humor og kærlighed til musikken, at det er umuligt ikke at blive revet med af ren og skær begejstring over deres smittende energiudladninger og de efterlader altid et begejstret og storsvedende publikum.

Siden deres første koncert i Danmark har de efterhånden spillet en del koncerter i Danmark og hver gang med stor succes, simpelthen fordi de hver eneste gang leverer en uforglemmelig musikalsk fest og vild energi, der gør det umuligt at holde sig i ro.

Billetter til koncerten, der starter kl. 21, kan købes på tojhuset.billetten.dk eller i Tøjhuset, Gothersgade 34.