SAMFUND

50+ HOLDER ÅBENT HUS

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

50+ holder åbent hus i finanslovens tvivlsomme skær!

Netværket for ledige seniorer over 50 år åbner dørene, men ved ikke om de eksisterer næste år.

Det går godt for 50+ Senior Erhverv Fredericia. Om det bliver ved med at gå godt afgør de kommende forhandlinger om satspuljen, i forbindelse med finansloven for 2018.

Netværket kan prale af, at der indtil nu i 2017, er kommet 52 medlemmer i job, at der er i samme år allerede kommet 127 nye medlemmer, at der er er oprettet en filial i Middelfart der har til huse i Varianten på Fynsvej, og samarbejdet med erhvervslivet i bæltbyerne er i rivende udvikling. Faktisk bliver 50+ brugt mere og mere til rekruttering – gratis, hurtigt og med job-klare og kompetente medarbejdere.

Det frivillige netværk drives af midler fra satspuljen. De seneste 4 år har pengene været fast bevilget. Det er de ikke for 2018, så reelt ved 50+ Senior Erhverv ikke, før end finansloven er vedtaget, om de har midler til husleje og administration i 2018. En simpel beregning viser, at satspuljeinvestering på 210.000,- årligt i det lokale senior-netværk, giver en besparelse i stats- og kommunekasse på gennemsnitligt 20 – mio. kr.

Men optimismen er i behold i netværket, så derfor holdes der åbent hus onsdag d. 27. september fra kl. 10 – 13 i lokalerne i Gothersgade 12. Man kan endvidere over en kop kaffe møde 50+ på Gågaden i Gothersgade. Kl. 10.30 og 12.00 vil der være miniforedrag om hvorledes det frivillige netværk for modne jobsøgere fungerer.

Alle med relation til arbejdsmarkedet er velkommen.