Information

De yngste elever vender tilbage til skolen i næste uge

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Smitten med ny coronavirus i samfundet er nu så lav, at det er muligt for de yngste elever fra 0. til 4. klasse at komme tilbage i skole.

Mandag den 8. februar åbner skolerne for 0. til 4. klasse efter at have været hjemsendt siden den 21. december 2020. 

”Vi er meget glade for, at de mindste elever nu kan komme tilbage i skolen. Det har været særlig svært for de mindre børn at gå i skole hjemmefra og derudover får mange ikke bevæget sig tilstrækkelig og de får heller ikke det sociale samvær med deres klassekammerater og lærere, som er rigtig vigtigt for deres mentale trivsel. Små børn bliver smittet mindre, og det tyder også på, at børn smitter i mindre grad, og de bliver heldigvis yderst sjældent alvorligt syge med COVID-19,” siger Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.

Når skolerne kan åbne for 0. til 4. klasse netop nu, skyldes det, at det er lykkedes af få nedbragt antallet af smittede med COVID-19 betragteligt. Det gør det muligt at åbne på en sikker og sundhedsmæssig forsvarlig måde, samtidig med at vi kan bevare kontrollen med epidemien. Også med de nye mere smitsomme virusvarianter som for eksempel B.1.1.7. 

Da vi stadig befinder os i en epidemi, er det fortsat vigtigt at være meget opmærksom på smitteforebyggelse i skolen. I dag ved vi meget om, hvordan vi kan forebygge smitte ved at følge anbefalingerne. Som en ekstra sikkerhed anbefaler vi dog en række ekstra tiltag for at forebygge smitte i forbindelse med genåbningen.

Det handler blandt andet om, at planlægge skoledagen, så eleverne kun kommer til at omgås dem, de går i stamklasse med, og om at have fokus på god håndhygiejne, udluftning og rengøring for at forebygge smittespredning. 

Sundhedsstyrelsen har opdateret retningslinjer for håndtering af smittetilfælde i skolen, så der hurtigt kan sættes ind for at begrænse smittespredning. 

Der er samtidig lavet kort og overskueligt informationsmateriale, hvor blandt andet forældre, lærere, pædagogisk personale og skoleledere kan finde vigtig information om forebyggelse af smitte i forbindelse med genåbningen, samt information om COVID-19 og børn, og om smitte blandt ansatte. 

Sundhedsstyrelsen og de øvrige sundhedsmyndigheder følger løbende udviklingen i smittetilfælde med COVID-19 i Danmark tæt.