112

Brand på Fredericia havn påvirker morgentrafik m.v.

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Brand på Fredericia havn påvirker morgentrafik m.v.

I går aftes opstod der brand på Fredericia havn og det har ikke været muligt at slukke den endnu. Brandvæsen, politi og hjemmeværn arbejder i området.

På grund af branden er et område afgrænset af Søndermarksvej og Snoghøj Landevej i krydset med Erritsøbygade afspærret. Der er røgudvikling fra branden, der dog vurderes til ikke at være helbredsskadelig, men metaltankene, hvis indhold af palmeolie brander kan måske eksplodere. Derfor er der trafikomlægninger i Fredericia.

Sydøstjyllands Politi har orienteret DSB, der har indsat busser til at erstatte tog fra Fredericia mod Kolding og Middelfart, da togtrafik syd ud af byen er afskåret. Oplysninger herom kan man fx få på DSBs app, DSBs twitterprofil samt Rejseplanen.

Også bilister, cyklister og gående i Fredericia vil kunne opleve en besværlig morgen. Afspærringen og den deraf følgende unormale og uhensigtsmæssige afvikling af morgentrafikken gør, at Sydøstjyllands Politi opfordrer til at man orienterer sig på fx trafikradio, trafikkort.vejdirektoratet.dk og på P4 og i øvrigt tager af sted i god tid. For at hjælpe med en så lempelig trafikafvikling som muligt er der sendt færdselspoliti til Fredericia.

Der er i øjeblikket ikke nogen tidshorisont for bekæmpelse af branden. Derfor må trafiksituationen forventes at være påvirket i længere tid – måske endda til hjemkørselstrafikken i eftermiddag.

Hændelsen

I går aftes ca. kl. 21.20 modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om, at en tank med væske til brug ved gødningsfremstilling lækkede og tanken væltede. En af to personer, der var på stedet er efter det oplyste indlagt til observation. I forbindelse med at tanken væltede opstod brand i en række tanke med palmeolie (fritureolie). Branden er endnu ikke slukket.

Branden medfører en friturelugtende røgudvikling, der ikke umiddelbart er sundhedsskadelig. Men skulle man opleve ubehag efter indånding, kan man kontakte egen læge eller sygehus.

Det vurderes, at der kan være fare for, at de metaltanke, hvori palmeolien opbevares, kan eksplodere. Derfor er ovennævnte område afspærret.

Sidst på aftenen valgte redningsberedskabet da også på grund af eksplosionsfaren at evakuere et boligområde tæt på branden. Godt 250 personer blev evakueret til Fredericia Idrætscenter, hvor de fik mulighed for forplejning, at sove og løbende briefinger fra politiet hver time. Da en del af de evakuerede er ældre mennesker er også hjemmeplejen fra Fredericia kommune i arbejde på evakueringscentret. En del af de evakuerede har nu forladt Fredericia Idrætscenter og har taget ophold andetsteds.

Der er rekvireret materiel og mandskab fra en række kilder. Flere chrash-tenders fra lufthavnen i Billund, Skrydstrup og Tyskland og andet brandbekæmpelsesudstyr, der er egnet til bekæmpelse af brand i et ikke opløseligt oliemateriale og hjemmeværn til vands og på land, kan nævnes som eksempler.

Brand i denne type materiale er meget vanskelig at bekæmpe. Den langvarige brand medfører at der vurderes at være fare for, at de metaltanke som palmeolien opbevares i kan eksplodere, hvilket kan være en meget farlig udvikling. Sikkerhedsafstanden vurderes at være mindst 1.000 meter. Derfor er det meget vigtigt at befolkningen respekterer afspærringen og holder sig borte fra området. Det fremgår også af den udsendte beredskabsmeddelelse, at hvis man opholder sig i bygninger i nærheden af brandstedet, så skal man undgå at opholde sig i rum, der vender mod havneområdet.

Der er også etableret overflyvningsforbud over Fredericia.