LOKALSPORT

Casper Bruun besøger West Bromwich

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

17-årige Casper Bruun, anfører på Vejle Boldklubs U/19-Ligahold, er i denne uge inviteret på besøg i den engelske Premier League-klub West Bromwich Albion.

– Vi fik en forespørgsel fra West Bromwich, der gerne vil se nærmere på Casper Bruun. De har fulgt ham gennem en længere periode, og da invitationen kom vurderede vi, at det var en god mulighed for Casper Bruun til at snuse til niveauet i en engelsk klub. Casper Bruun skal i ugens løb træne med holdene fra U/17- til U/21-niveau, siger sportschef Steen Thychosen.

Den centrale forsvarsspiller, der på turen ledsages af U/19-holdets træner Kim Engstrøm, er indkvarteret hos en engelsk familie under opholdet i Birmingham-klubben.

Casper Bruun sad flere gange i 2014 på bænken på divisionsholdet, men har endnu ikke debuteret. Den centrale forsvarsspiller kom til klubben fra Kolding IF i sommeren 2012, og han spillede i efteråret to kampe på det danske U/18-landshold.

Tekst: Lars Christensen.

(Kilde : Vejle-Boldklub.dk)