FREDERICIA

CIRKUS KOMMER TIL BYEN – DENNE GANG MED RAP-ARTIST

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

CIRKUS ARENAS EVENTYR FORTSÆTTER I FREDERICIA
Rapperen Clemens står bag Cirkus Arenas nye eventyr om Klovnen og Kronprinsen, der tager børn og voksne med på en magisk cirkusrejse til fjerne lande i jagten på den tabte tåre. Det sker tirsdag den 17. april kl. 17 i det store rødgule cirkustelt ved Fredericia Idrætscenter.

Siden landspremieren i København i marts måned, hvor årets forestilling “Klovnen og Kronprinsen – Jagten på den tabte tåre” fik fantastiske anmeldelser, har forestillingen begejstret fulde telte, og nu er det Jyllands tur til at opleve cirkuseventyret.

Cirkusdirektør Benny Berdino udtaler:
– ”Ligesom artisterne hver dag træner for at overgå sig selv, så arbejder vi i Cirkus Arena altid på at udvikle, hvordan vi kan fortælle historier, som imponerer nutidens børn og voksne. I år har vi givet bolden videre til Clemens, og det er der kommet en helt nytænkt cirkusforestilling med eventyr og nyskrevne rap- og popsange ud af. Når man går nye veje, er det altid spændende, hvordan resultatet bliver, så vi er meget glade for de mange flotte tilkendegivelser, vi har fået. Det er stort at opleve, når alle mellem 2 og 99 år kan samles om den samme oplevelse”.

 

Når ingen har tid til pause, har vi ikke brug for en pauseklovn
Clemens, der tidligere har stået bag teatersuccesen Cykelmyggen Egon, har både instrueret og skrevet årets eventyrlige forestilling. Eventyret handler om pauseklovnen der fyres fra cirkus, da ingen længere har brug for pauser i deres travle hverdag. Pauseklovnen rejser derfor ud i verden, hvor han besøger sine artist-venner for at finde et nyt talent.

Clemens står også for forestillingens nyskrevne sange, der er udkommet på samtlige streamingtjenester, så publikum kan tage cirkusstemningen med hjem. Clemens medvirker desuden selv som klovnen og deler konferencierrollen med Cirkus Arenas egen kronprins Patrick Berdino, der sætter en eftersøgning i gang efter den forsvundne pauseklovn. Klovnen er nemlig i besiddelse af noget meget magisk, der kan redde Kronprinsens cirkusmaskine, som uheldigvis gik i stykker, da klovnen forlod cirkus.

Rejsen bliver lang og farefuld for dem begge, og undervejs møder de både balancerende astronauter fra det ydre rum, drillesyge hunde, en fræk jonglør, smukke spanske heste og en trapezkunstner der kan vende hele verden på hovedet.

Det bedste fra cirkus og musikteatret
Siden Clemens som barn havde en plakat med Cirkus Arenas klovn hængende på sit værelse, har han altid haft lyst til at lære figuren at kende. Clemens fortæller:
– ”Jeg har altid undret mig over, hvorfor klovnen, der pryder Cirkus Arenas plakater, ikke er med i forestillingerne. Jeg besluttede derfor, at jeg ville præsentere publikum for klovnens historie. Inspireret af de børnebøger, jeg har læst højt for min søn, har jeg blandet den gode historie og det, jeg kan fra musik- og teaterverdenen, ind i cirkusforestillingen. Så vi både får hits til store og små, en spændende fortælling og blændende numre fra årets imponerende artister”.