FREDERICIA

Danmarksmester i strip søger nye udfordringer i ‘Burlesque’

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Det Bruunske Pakhus i Fredericia lægger 15. marts scene til premieren på Teater Malstrøms ‘Burlesque’ forestilling, og tre af performerne, der står på scenen er professionelle. Denne gang sætter vi fokus på Birgithe Kjærgaard Honoré på 33 år, der optræder under kunstnernavnet ‘Miss Lindsay’.
Birgithe har været professionel stripartist i 13 år, og blev for alvor landskendt, da hun blev Danmarksmester i 2011. Karrieren har hidtil budt på alt fra små private arrangementer til optrædener på både herregårde og skibe, og så en enkelt performance som danser til afterparty på ‘European Music Awards’ i København. Birgithe tilføjer:
‘En af de mest mindeværdige arrangementer var da jeg blev sejlet over til en herregård på en sydfynsk ø for at optræde til en eksklusiv privatfest, hvor det bare flød med champagne.’
Det er tydeligt, at Birgithe arbejder hårdt for at holde sig selv i topform, og selv om man kan læse sig til målene 84/64/84 cm på Birgithes Facebook side ‘Lindsay Striptease’, er man ikke i tvivl om, at det hele sidder som det skal, når man møder den smilende pige fra Fredericia.
Fuldt program
Det er en travl kalender, der skal passes for tiden, for udover et hårdt prøveforløb til ‘Burlesque’ og sit arbejde som stripartist, læser Birgithe på HHX studiet i Vejle, hvor hun har valgt en international sproglig linje med spansk, tysk, engelsk og dansk på A-niveau. Specielt det spanske sprog og kultur er hun glad for, og hun går med spirende planer om blive boligejer i Spanien, hvor hun gerne vil tilbringe en del af året.
Den fritid, der lykkes at klemme ind i programmet, går med at passe labradoren Bella på 5 år og ponyen Jolene, der står i Egeskov. Og så har Birgithe hænderne skruet rigtigt på – hun er ved at være færdig med en større tilbygning på sit hus i Nordbyen i Fredericia.
Udfordrende og givende at være en del af ‘Burlesque’
Efter en allerede mangeårig karriere, hvor hun føler hun er kommet godt rundt om sit fag, er Birgithe nu klar til nye udfordringer. Det var også en af formålene med at Birgithe stillede op til audition på ‘Burlesque’ i efteråret:
 
‘Jeg ville gerne udvide mit repertoire fra dans og strip, og øve nye kompetencer indenfor skuespil og playback,’ fortæller Birgithe, ‘og så elsker jeg burlesque-genren’.  
 
Prøveforløbet hidtil beskriver Birgithe både som værende sjovt og som ganske udfordrende, ofte af samme årsager. Birgithe har stort set kun optrådt alene i sin professionelle karriere, men i Burlesque skal hun arbejde sammen med ti andre kunstnere på scenen, og blive en del af en helhed. Det har samtidig været meget givende, og man kan høre begejstringen i stemmen, når Birgithe fortæller om det gode sammenhold, hvor meget de medvirkende han kunnet lære af hinanden, og ikke mindst festerne undervejs i prøveforløbet, hvor de medvirkende har oplevet hinanden på slap line.
Birgithe er uddannet strip fitness instruktør, så hun er vant til at sætte rammerne for andre, men hun nyder at arbejde med Michael Hansen, der er instruktør på Burlesque forestillingen:
‘Michael er helt fantastisk, da han har en klar vision, som han formår at formidle til os, og så er han dygtig til at sætte faste rammer for vores kunstneriske udtryk’.
Fremtiden
Den kunstner, som publikum får muligheden for at opleve på scenen, er samtidig en kvinde, der er midt i en rivende personlig udvikling.
‘Jeg har fået blod på tanden, så nu må vi se hvor det bærer hen’ siger Birgithe, der gerne vil opsøge flere muligheder indenfor teaterverdenen. Den selvstændige singlepige åbner også lidt op for mulige forandringer i privatlivet, da hun slutter af: ‘Men det kan jo være, jeg møder en mand, og det tager jo også tid at have en kæreste’.
Hvis nogen skulle få lyst til at prøve lykken, kan vi røbe, at Birgithe har en svaghed for sushi og en god steak.
Om hun holder fast i kunstnernavnet ‘Miss Lindsay’ må tiden vise, men hun slipper det nok ikke helt, da Birgithe hedder Lindsay til mellemnavn.
Faktaboks
Hvad er Burlesque?
Burlesque er en meget underholdende genre, hvor der på scenen danses i mere eller mindre afslørende kostumer, og publikum sidder ved borde, der betjenes af flotte mandlige burlesque-tjenere. Det er en form for showteater, hvor publikum kan læne sig tilbage og nyde et væld af forskellige kostumer og fortolkninger af smukke, livlige og mere alvorlige sange.
Denne berømte playback teaterstil fik en renæssance med filmen Burlesque fra 2010, hvor Cher og Christina Aguilera spillede hovedrollerne.
 
Forestillingen spiller på Det Bruunske Pakhus, Kirkestræde 3 i Fredericia fra 15. marts – 28. april, tor-lør, dog ikke i Påsken. Billetter kan købes på billetten.dk eller på Fredericia Bibliotek.
Fotos viser Birgithe ‘Miss Lindsay’ Honoré. Foto –  A & A Photos and Models.