Kultur

Duft af friskbrygget kaffe ved årets 6.juli Jazz og Bluesfest

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Kaffesalonen er igen klar til 6. Juli Jazz- og Bluesfestival

Den populære kaffesalon fortsætter – nu på J. B. Nielsens Plads

For 4. gang deltager Det Bruunske Pakhus ved 6. Juli Jazz- og Bluesfestival med en kaffesalon, hvor overskuddet af salget går til frivillige hjælpeorganisationer i Fredericia.

De broderede duge er fundet frem sammen med de gamle blomstrede kaffekopper og flødekander. Personalet bliver klædt i sort og hvidt. Økologisk Fair-trade kaffe fyldes på kanden og der er masser af dejlige kager til den søde tand.

Kaffesalonen bliver opstillet i et af teltene på J. B. Nielsens Plads og bliver interimistisk indrettet i gammel stil, og her skal der sælges kaffe og kage af et personale, der består af frivillige hjælpere fra diverse hjælpeorganisationer i Fredericia.

Kaffe og kage og ”uniformering” er sponseret

Endnu engang er det Wetche Bageri, der er leveringsdygtig i konditorkager og årets 6. juli kage, som også kan købes i Wetches Bageris egen forretning. Frellsen Kaffe sponserer kaffen til kaffesalonen, og desuden stiller Fredericia Teaters teatergarderobe forklæder og hovedbeklædning til rådighed for kaffesalonens personale. Alt dette er med til at gøre overskuddet større.

Overskuddet fra salg og kaffe deles ligeligt mellem de hjælpeorganisationer, der stiller personale til rådighed, og samtidig har foreningerne mulighed for at gøre opmærksom på sig selv med info-materiale og naturligvis ved en snak med kunderne.

Det Bruunske Pakhus modtaget en del smukke håndbroderede duge, fine hvide blondeforklæder og gamle kaffestel fra venlige borgere, der også ønsker at støtte kaffesalonen. Skulle der være nogen, der har noget lignende liggende, så er Det Bruunske Pakhus meget interessseret i at modtage, for i takt med kaffesalonens succes, er behovet for service og duge stigende.

Kom og støt de gode formål

De frivillige hjælpeorganisationer, som stiller op som personale i kaffesalonen er Soroptimisterne, Kræftens Bekæmpelse, Red Barnet og Fredericia Krisecenters Støtteforening. Alle disse positive mennesker håber sammen med sponsorerne på, at rigtig mange vil komme forbi og støtte det gode formål og samtidig nyde en god kop kaffe og nogle af de dejlige kager.

Kaffesalonen vil være åben alle festivalens 5 dage, når musikken spiller. Den 5. juli fra kl. 15-22, den 6. juli fra kl. 11 – 22, den 7. juli fra kl 10 – 13, den 8. juli fra kl. 16 – 23 og den 9. juli fra kl. 13 – 22.