FREDERICIA

Enigt byråd bag investeringsbudget

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Enigt byråd bag investeringsbudget

For tredje år i træk står Fredericia byråd sammen bag kommunens budget, som udover penge til etablering af et nyt sundhedshus også indeholder store investeringer i både vækst og velfærd.

Efter to ugers intense forhandlinger kunne borgmester Jacob Bjerregaard i dag konkludere, at der var opbakning fra samtlige seks partier i Fredericia byråd til næste års budget. Det er dermed tredje år i træk, at et enstemmigt byråd står bag kommunens budget for det kommende år. Budgetforliget betyder store investeringer i velfærd og en række initiativer, der skal gøre Fredericia mere attraktiv for virksomheder, tilflyttere og turister.

”Vi har endnu engang vist, at byrådet arbejder sammen om at udvikle Fredericia. Vi har fundet en rigtig god løsning på et nyt sundhedshus, hvor vi sammen investerer langsigtet i borgernes sundhed og tryghed. Samtidig investerer vi massivt i skole og dagtilbud og i en lang række idræts- og kulturtilbud for både elite og bredde,” siger borgmester Jacob Bjerregaard fra Socialdemokraterne.

Hos Dansk Folkeparti bakker 1. viceborgmester Susanne Eilersen og resten af gruppen op om budgetforliget. Særligt planerne om et nyt sundhedshus på Fredericia sygehus har været blandt partiets mærkesager.

”Det er glædeligt, at der nu er landet en aftale med regionen om købet af sygehuset, og at der er afsat et stort beløb i anlægsbudgettet, så vi kan komme i gang med at indrette et sundhedshus for Fredericias borgere. Vi skal have én indgang til sundhed og i tæt samarbejde med både region, privat praktiserende læger og andre udvikle det nære sundhedsvæsen til glæde og gavn for borgerne. Vi arbejder på, at få regionen til fortsat at tilbyde borgerne blodprøvetagning og andet, der før lå i ambulatoriet. Det er også vigtigt for Dansk Folkeparti, at borgerne nu kan bruge flextransport ud over bygrænsen, noget som pårørende til borgere indlagt på sygehuse i nabokommunerne også kan få stor gavn af,” siger Susanne Eilersen.

I Venstre glæder formand for Uddannelsesudvalget Pernelle Jensen sig over flere midler til uddannelsesvejledning til Fredericias unge og over konkrete forbedringer for Fredericias virksomheder, når dækningsafgiften for kommunens virksomheder fra næste år sænkes fra 8,7 til 6,7 promille – en markant skattelettelse for erhvervslivet på omkring 10 mio. kr.

”Hvis Fredericia for alvor skal være en erhvervsvenlig by og dermed kunne konkurrere med vores nabobyer i forhold til at tiltrække flere virksomheder, så er vi nødt til at forbedre rammevilkårene for erhvervslivet, hvilket ligeledes vil være med til at tiltrække flere borgere til kommunen,” siger Pernelle Jensen

I de godt to uger hvor byrådet løbende har forhandlet om budgettet, har formand for Arbejdsmarkeds- og Integrationsudvalget Marianne Thomsen fra SF kæmpet for at få flere pædagoger til de mindste børn i daginstitutionerne. Også konkret fokus på trafikforholdene i Skærbæk og Taulov har fyldt i forhandlingerne.

”Det er rigtig godt, at vi har prioriteret de mindste børn ved at finde midler til flere pædagoger. De tidlige år er afgørende for børnenes udvikling, og det kræver, at der er voksne omkring dem til at hjælpe dem med deres sproglige, motoriske og sociale udvikling,” siger Marianne Thomsen og fortsætter: ”En cykelsti i Skærbæk står stadig højt på ønskelisten – nu får vi et grundlag at arbejde videre på, og vi får fokus på de trafikale forhold i både Skærbæk og Taulov, hvilket er på høje tid.

Hos Enhedslisten er partiets byrådsmedlem og næstformand i Børne- og Skoleudvalget Cecilie Roed Schultz igen i år en del af budgetaftalen. Enhedslisten har kæmpet for flere pædagoger og lærere i skoler og daginstitutioner. Planerne for et ’Grønt Hus’ i Madsbyparken med fokus på naturvejledning, bæredygtighed og miljøansvar har også været en mærkesag.

“I Enhedslisten glæder vi os over de mange grønne tiltag, vi har fået skrevet ind i aftalen. Et af de helt store tiltag er energirenoveringerne for 20 mio. kr. i 2017. Og det er kun er starten på en 4-årig massiv investering i at energi- og klimaforbedre byens skoler og daginstitutioner. Det er godt for indeklimaet, som det virkelig haltede med, men også for miljøet og driftsøkonomien. Og så vil det skabe en masse gode arbejdspladser. Oven i det kommer de 5 mio. kr. til bedre toiletforhold. Noget børn og unge virkelig efterspørger. Vi ved, at de mange millioner til ekstra hænder hos børn og unge også vil blive taget godt imod. Vi er også meget spændte på, at få udviklet “Det Grønne Hus”. Det har et kæmpe potentiale, og vi glæder os til at følge det tæt,” siger Cecilie Roed Schultz.

Budgetforliget forventes endeligt vedtaget på næste byrådsmøde den 10. oktober. Læs hele forligsteksten på www.fredericia.dk