FREDERICIA

Få hjælp til at tanke rejsekortet op i Borgerservice

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fra 1. juni vil du kunne få hjælp i Borgerservicecentret til at tanke dit rejsekortet op.

Sydtrafik lukker med udgangen af maj måned deres salgssted på banegården i Fredericia. Det var ellers her, at borgere, som ikke kan betjene sig selv digitalt, kunne få hjælp til at tanke deres rejsekort op. Men de borgere, der har brugt dette tilbud, skal ikke fortvivle. Fredericia Kommune og Sydtrafik har indgået aftale om, at denne service tilbydes i Borgerservicecentret på Fredericia Rådhus fra 1. juni.

”Det vil helt sikkert gøre en stor forskel for gruppen af borgere, som ikke er digitale, som f.eks. demensramte, at vi tilbyder den service i Borgerservicecentret”, siger Susanne Bjerregaard Mørck, formand for Senior- og Handicapudvalget.

Hjælp til optankning af rejsekort ligger fint i tråd med de opgaver, som Borgerservicecentret allerede har i forhold til hjælp til selvbetjeningsløsninger. Borgere, som ikke er digitale, vil fra 1. juni kunne få hjælp til optankning, og hvis de ikke har kreditkort, vil der være mulighed for at betale kontant.  

”Med dette tilbud støtter vi op om at skabe mest mulig tilgængelighed for alle byens borgere, ikke mindst mennesker med forskellige fysiske og psykiske handicap”, siger Peder Wittendorf Tind, formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget.

Mange af de borgere, der får brug for hjælp er formentlig allerede i kontakt med Borgerservicecentret, når de har brug for hjælp eller vejledning til eksempelvis deres pension.

”Vi er glade for, at Borgerservicecentret tilbyder servicen, når Sydtrafik lukker sit kontor i Fredericia. Nu håber jeg på, at Seniorrådet og kommunen sammen kan arbejde for, at der i fremtiden også bliver mulighed for at købe rejsekort i Fredericia igen”, siger Flemming Larsen, formand for Seniorrådet.

Tilbuddet om hjælp til optankning gælder til eksisterende rejsekort. Skal man have et nyt rejsekort, skal man stadig henvende sig til Sydtrafik eller betjene sig selv på rejsekort.dk.