FREDERICIA

Fødselsdag med fuld fart på

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fødselsdag med fuld fart på

 

Lørdag den 1. oktober fylder Idrætsbørnehaven Ta’Fat 10 år, og det bliver fejret med masser af aktiviteter

 

Til daglig er der mange sjove, fysiske aktiviteter i Ta’Fat som f.eks. cykeldage/løbedage, ture til Madsbyparken, idræt i hallen eller en tur i Tumlerummet. Til fødselsdagsfesten vil der også være fuld fart på, når børnehaven åbner dørene og byder indenfor fra kl. 9-12.

 

”Vi synes, at vi har en fantastisk dejlig børnehave, og når nu den har rund fødselsdag, så skal det fejres. Vi glæder os til at se nuværende og tidligere børn, men bestemt også børn og forældre, som ikke kender os – endnu,” fortæller pædagogisk leder Michael H. Andersen med et smil.

 

Dagen starter kl. 9 med kaffe, rundstykker og selvfølgelig fødselsdagssang. Bagefter står pædagogerne klar med aktiviteter både på legepladsen og i Fredericia Idrætscenter, som Ta’Fat har et tæt samarbejde med.

 

”Min kone og jeg er særligt glade for idrætsbørnehaven på grund af dens fokus på pædagogisk idræt og udelivet. Pædagogerne gør meget ud af at arbejde med sanserne, og børnene lærer at færdes i aktive miljøer. Børnene vænner sig til at være aktive med kroppen, og de oplever en sikkerhed i at lære kroppen at kende. Vi har haft begge vores børn i børnehaven, og den er et aktivt tilvalg,” siger Kristoffer Riddersholm, der er formand for forældrerådet i Ta’Fat.

 

Fakta

  • Idrætsbørnehaven Ta’Fat ligger lige ved siden af Fredericia Idrætscenter på Idrætsvej 11.
  • Den er certificeret som idrætsbørnehave, og alle pædagogerne er uddannede i pædagogisk idræt.
  • Børnehaven lægger op til et aktivt samarbejde med forældrene, der bakker op om de daglige aktiviteter og forskellige arrangementer.