FREDERICIA

FredericiaC lancerer 3D-model af 13 lejligheder med kanaludsigt

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Modellen er udviklet i samarbejde med entreprenøren og mægleren og kan opleves på bolig-og livstilsmessen i MesseC den 12.-13. marts og ved ejendomskonferencen MIPIM den 15.-18. marts 2016.

Det første byggeri i FredericiaC – Frederikshuset – er ved at blive opført ud til Frederiks Kanal, der blev indviet for godt en måned siden. Byggeriet rummer 41 almene boliger, 13 ejerlejligheder og 600 m2 kontor og står klar primo 2017. Der er tale om nye boligtyper, der ikke ses i Fredericias historiske bymidte i dag. Ejerlejlighederne er i salg til attraktive priser.

FredericiaC og O. Adsbøll & Sønner A/S, der er investor bag de private boliger, lancerer nu en 3D-model, der gør det muligt at gå rundt i de 13 ejerlejligheder, inden byggeriet er opført. Man kan også gå ud på altanen og nyde udsigten til Frederiks Kanal eller det grønne gårdrum i Frederikshuset. Kommende byggerier langs begge sider af kanalen er også tegnet ind, så man kan se, hvordan udsigten vil være, når kvarteret omkring kanalen er udbygget. Desuden kan man gå rundt i området omkring byggeriet og se det ude fra.

”Frederikshuset er det første byggeri i FredericiaC, og derfor er det naturligt, at interesserede boligkøbere også spørger sig selv, hvordan udsigten og omgivelserne mon vil tage sig ud om nogle år, når kvarteret er helt udbygget. Det giver modellen svar på og det gør det lettere for potentielle boligkøbere at se deres kommende bolig og livet i den nye bydel for sig”, siger Tim E. Andersen, projektdirektør i FredericiaC.

Samarbejde med entreprenør og mægler
3D-modellen er udviklet i samarbejde mellem FredericiaC og entreprenør O. Adsbøll & Sønner A/S, der opfører Frederikshuset. Home Fredericia, der står for salget af ejerlejlighederne, har ligeledes deltaget i udviklingen. Det fredericianske bureau Takeawalk3D har udarbejdet modellen.

Interesserede udviklere og investorer kan se 3D-modellen på ejendomsmessen MIPIM i Cannes i næste uge den 15.-18. marts, hvor FredericiaC’s projektdirektør Tim E. Andersen deltager.

I weekenden den 12.-13. marts kan interesserede boligkøbere se modellen ved FredericiaC’s stand på bolig- og livsstilsmessen i MesseC.

Hjælper boligsalget på vej
3D-modellen er det nyeste skud på stammen af indsatser, som FredericiaC gennemfører for at gøre det endnu mere attraktivt at investere i den nye kanalby ved Lillebælt. I starten af februar blev Frederiks Kanal og et nyt, grønt byrum omkring Fredericias gamle havn indviet. Og hvert år tiltrækker events og aktiviteter i området omkring 50.000 mennesker, der skaber liv og interesse for FredericiaC.

”Jeg er glad for, at FredericiaC aktivt understøtter salget af boligerne i Frederikshuset på flere fronter. Der er ganske mange, der har vist interesse for ejerlejlighederne, og jeg er overbevist om, at en virtuel rundtur i byggeriet vil give potentielle købere en endnu bedre oplevelse af boligernes og områdets kvaliteter, der kan være med til at skubbe til salget”, siger Bjarne Adsbøll, direktør i O. Adsbøll & Sønner A/S.

Fakta om Frederikshuset og FredericiaC

  • Frederikshuset rummer 41 almene boliger, 13 ejerlejligheder og 600 m2 kontor.Byggeriet ligger lige ud til Frederiks Kanal – den første kanal i den nye kanalby FredericiaC – der blev indviet 1. februar 2016.
  • Frederikshuset står klar til indflytning primo 2017.
  • Bygherrer: Domea
  • Entreprenør: O. Adsbøll & Sønner A/S
  • Home Fredericia står for salget af ejerlejlighederne
  • Boligselskabet Futura Fredericia står for udlejning af de almene boliger
  • I FredericiaC kan der udvikles i alt 265.000 m2 byggeri fordelt på ca. 1.000 boliger samt kontorer, butikker, café/restaurant, kultur og offentlige services med plads til ca. 2.800 arbejdspladser.
  • FredericiaC udvikles i et partnerskab mellem Fredericia Kommune og Realdania By & Byg.

Om 3D-modellen

  • Modellen af Frederikshuset er udviklet på en ny platform – ”Takeawalk3D” – der bygger på det bedste computerspils-software på markedet.
  • Modellen er interaktiv og giver brugeren den samme bevægelsesfrihed som i et computerspil, så man kan opleve præcis de boliger og de dele af det kommende byggeri og dets omgivelser, man ønsker.