FREDERICIA

Grin og gyserdans på biblioteket

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Grin og gyserdans på biblioteket

Fredericia Bibliotek byder indenfor til årets første teaterforestilling. Det er Uppercut Danseteater, der spiller ”Body Parts” lørdag d. 28. januar kl. 10.30 for de 4-8 årige.

Forestillingen blander moderne dans og breakdance med en skæg historie om ikke at kunne falde i søvn. Et søskendepar er på vej i seng. Lige inden det er tid til at sove, opstår et lille frirum, hvor det er muligt at gøre alt det, som børn ellers ikke må i dagtimerne, når de er under de voksnes bevågenhed. Det er netop i dette frirum, at børnenes fantasi udvikler sig og viser sig på smukkeste vis. Det er her, at børneværelsets genkendelige elementer og genstande bliver til en farefuld verden, og de forskellige kropsdele bliver selvstændige og uhyggelige.

De to søskende i forestillingen spilles af breakdanceren, Fatih Berber, og den moderne danser, Anne Nyboe.

Forestillingens musikcollage er skabt af Peter Peter, der bl.a. har spillet med i Sort Sol. Musikken spænder fra gyserlyde til guitarhygge.

Body Parts er en humoristisk danseforestilling om at møde sig selv i mørket og komme ud på den anden side i Uppercut Danseteaters helt særlige fusion af moderne dans og breakdance.

Billetter a´ 30 kr. stk. kan købes på Fredericia Bibliotek eller via bibliotekets hjemmeside: https://fredericiabib.dk/arrangementer