Kultur

HÅB OG FRYGT – UDSTILLING PÅ FREDERICIA BYMUSEUM

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Elever fra Fredericia Gymnasium står bag udstillingen ”Håb og frygt i Fredericia”, som er skabt i samarbejde med Museerne i Fredericia. Udstillingen åbner 3. marts 2018, hvor der er reception klokken 12.30 på Bymuseet, Jernbanegade 10

Hvad har danskerne og fredericianerne håbet på og frygtet i de sidste 100 år, og hvad med i dag?

Udstillingen handler om, hvad indbyggerne i Fredericia har håbet på og frygtet i de tre år 1918, 1968 og 2018. Eleverne har undersøgt håb og frygt på tværs af årstallene. Dermed har udstillingen en alternativ vinkel på byens historie, formidlet på en måde, som de håber er både spændende og oplysende.

Lokale elever
Udstillingen er udarbejdet af lokale elever fra Fredericia Gymnasium i 2.a og 2.k. Hver elev har fokuseret på ét årstal, ét emne og arbejdet med et produkt, som skal fortælle en spændende historie.

”Det har været meget nervepirrende at arbejde med udstillingen, men nu glæder jeg mig rigtig meget til at vise min tegneserie om brandvæsnet i Fredericia i 1968 frem” udtaler Anine fra 2.a.

Optakten
Eleverne har som optakt besøgt Museerne i Fredericia, Industrimuseet i Horsens og det nye Moesgaard Museum i Aarhus, hvor de har hørt oplæg om de forskellige museers formidlingsstrategier og selv undersøgt udstillingerne ud fra teorier om museumsformidling.

”På Moesgaard formidler de historien sådan, at man rigtig kommer til at blive en del af historien. Det betyder, at man lettere kan identificere med fortidens mennesker”, lyder det fra Emil fra 2.a.

Det hele handler selvfølgelig ikke kun om, hvordan man formidler, men i høj grad om indholdet. Som hjælp til at finde materiale om fredericianernes håb og frygt i de tre nedslag har eleverne arbejdet sammen med Rasmus Welling fra Museerne i Fredericia. Han har blandt andet hjulpet dem med den konkrete søgning i gamle aviser på lokalhistorisk arkiv. Denne del af arbejdet er vigtig, mener Rasmus Thestrup Østergaard, der er 2a’s historielærer. ”Når eleverne selv skal grave historierne frem af fortidens aviser, giver det dem samtidig et blik for at historieskrivning også er udvælgelse og vinkling”.

Udstillingen

Udstillingen samler elevernes arbejde og giver et alternativt blik på de tre perioder, men også på byen. Det er ønsket, at også de besøgende vil gå fra udstillingen med refleksioner over, hvad de selv frygter og håber i deres eget liv.

Udstillingen kan ses på Bymuseet fra den 3.marts – 1. april 2018.