FREDERICIA

International folktrio: 3 Fiddlers 3 Traditions

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

International folktrio: 3 Fiddlers 3 Traditions

Kristian Bugge, Ruthie Dornfeld og Jamie Fox med livsbekræftende folkemusik i absolut topklasse

3 Fiddlers 3 Traditions er et skønt og livsbekræftende bekendtskab! Foruden at være eminente musikere er de også tre stærke og vindende personligheder, med hjertet på rette sted, og de forstår at skabe en super god stemning og kontakt til publikum. Søndag den 19. februar kan denne spændende trio opleves i Tøjhuset.

3 Fiddlers 3 Traditions giver os hvirvlende valse, glade polkaer, groovy jigs, fyrige reels og hæsblæsende hopsaer, nykomponerede numre og gamle dansemelodier. Dette er nogle af ingredienserne, man kan opleve til koncert med denne internationale trio! – og er der plads til det, kan der naturligvis også danses!

Kristian Bugge er en af Danmarks bedste folkemusikere og har specialiseret sig i de danske folkemusiktraditioner. Han er både som musiker og underviser meget aktiv og efterspurgt i bl.a. Danmark, Skandinavien og Nordamerika.

Allerede i 2006 modtog han “Årets folk debut” og “Årets folk instrumentalist” ved DMA Folk.

Siden er han blevet en af de mest prisbelønnede folkemusikere herhjemme med ikke mindre end 9 DMA priser for arbejdet med sine bands og projekter.

Ruthie Dornfeld er en ekseptionel musiker, er ekspert i den amerikansk old time og spiller ligeledes et stort repertoire af keltisk og skandinavisk musik. Hun har optrådt og undervist i over fyrre år i hele USA samt i Danmark, Irland, Frankrig, Ungarn, Finland, Brasilien og på Cuba. Hun har været gæstelærer på Sibelius Akademiet i Helsinki og folkemusikuddannelsen i Odense og er også kendt fra grupper som American Cafe Orchestra, The Poodles og mange andre.

Jamie Fox er en af de mest aktive og kendte yngre violinspillere indenfor Métis traditionen, som er en del af de nordamerikanske indianeres folkemusik. Métis musikken bygger på rødder fra keltisk, fransk og nordiske traditioner blandet med indianske trommerytmer og stepdans. Jamie er vokset op med violinen og har bl.a. spillet i og turneret med familiens gruppe “The Fox Family”.

Trioen har netop været i studiet for at indspille de første numre til deres kommende cd.

Billetter til koncerten, der starter kl. 20, kan købes på tojhuset.billetten.dk på Fredericia Bibliotek samt i Tøjhuset.