FREDERICIA

Jobcenter flytter i nye lokaler

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Mandag den 11. juli åbner Jobcenter Danmarksstræde

Fra mandag den 11. juli er der to jobcentre i Fredericia: Jobcenter Danmarksstræde og Jobcenter Sjællandsgade.

Opdelingen af jobcentret i Fredericia sker for at få et mere tydeligt fokus på, jobcentrets understøttelse af virksomheder og borgere i forhold til arbejdskraft og job.

Det nye jobcenter, der er placeret i spændende rammer, giver jobcenteret en unik mulighed for at møde borgere og virksomheder på en ny måde, hvor borgerne i endnu højere grad end i dag støttes i deres jobsøgning med fokus på borgerens egen indsats i forhold til at finde job eller starte uddannelse.

”Vi skaber nu en ny arena, hvor borgeren ubesværet understøttes i selv at finde sit næste job. Jobcentret står til rådighed med medarbejdere, it og viden til at understøtte borgere og virksomheder i forhold til job. Blandt andet vil vi kunne møde jobsøgende meget oftere og tilbyde aktiviteter, så ledige allerede fra dag 1 deltager i jobklubber, som understøtter en hurtigere tilbagevenden til arbejde. Vi har planer om, at der løbende vil være aktiviteter, hvor repræsentanter fra forskellige brancher kommer og holder oplæg”, siger Arbejdsmarkeds- og Borgerservicechef Dennis Mølgaard Hansen.

Jobcentret Danmarksstræde åbner den 11. juli, men den officielle indvielse finder først sted senere på året.

Fakta:

Jobcenter Danmarksstræde 13 hjælper dig:

  • hvis du er ledig
  • hvis du mangler arbejdskraft
  • hvis du søger kontanthjælp første gang

 

Jobcenter Sjællandsgade 31 hjælper dig:

  • hvis du er på sygedagpenge
  • er ung og aktivitetsparat
  • har brug for en mentor