SAMFUND

Kolding Sygehus holder åbent hus

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Kolding Sygehus holder åbent hus

Lyt til dit hjerte, tag blodprøve på en gummiarm, besøg sygehusets hemmelige rum og meget mere. Kolding Sygehus holder åbent hus lørdag den 29. april.

image.asp-5Der er oplevelser for gæster i alle aldre, når Kolding Sygehus åbner dørene for alle interesserede lørdag den 29. april klokken 14-17. I sygehusets nye store forhal viser sygehusets afdelinger udstyr og behandlinger frem, og man kan tale med alle de medarbejdere, der har deres daglige gang på
sygehusets gange, stuer, laboratorier, operationsstuer og teknikrum. På standene kan man blandt andet se instrumenter til operationer, få målt hvor godt ens lunger fungerer, se en dialysemaskine, selv prøve træningsøvelser med fysioterapeuterne, og lære om hvad der sker, når hjernen bliver syg. Man kan også blive klog på, hvordan bedøvelse egentlig virker, hvordan et sundt hjerte fungerer, og hvad der kan give hjertesygdomme, og hvor meget forskelligt udstyr der findes til at reparere brækkede knogler.

En teknisk mastodont
Det hele er dog ikke sundhed og sygdom – sygehusets teknikere er også på pletten for at fortælle om, hvordan man bygger og driver et kæmpe hus fyldt
med avancerede ventilationssystemer, elektriske systemer og udstyr, der kræver særlige forhold. Enorme ventilationsrør transporterer frisk, renset og tempereret luft rundt i alle bygninger bortset fra operationsstuerne, som har deres eget ventilationsanlæg med filtre, som også fanger vira og bakterier. Bag væggene løber kabler så tykke som håndled og transporterer strøm til alt fra respiratorer til loftbelysning, og inde bag væggene i sengebygningen finder man også sygehusets transportrobot, som kører alt fra støttestrømper til kanyler og medicin til de forskellige etager, hvor personalet har bestilt det.

image.asp-6Kom på guidet tur
Som en del af Åbent Hus kan man også komme på guidede ture, hvor personalet fortæller om deres daglige arbejde og viser frem. Kom blandt andet med på tur i Laboratoriet og prøv at stikke i en gummiarm eller tag med på tur i akutafdelingen, hvor sidste stop er traumestuen. Eller hvad med at tage med på besøg i de hemmelige rum på tekniketagen på plan fire, som man ikke engang kan finde på de officielle oversigtskort over sygehuset. Man kan også glæde sig til udsigten mod Lillebælt fra øverste etage i den nybyggede sengebygning eller komme med ned i kælderens mørke gange, hvor medarbejderne kører stærkt i de små vogne, der bringer varer og udstyr rundt under sygehuset.

Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig, man møder blot op på dagen mellem klokken 14 og 17.  Det er gratis at deltage.

(Kilde og fotos : SygehusLillebælt.dk)