Kultur

Kom og prøv kræfter med en kulturtriatlon til Kulturnatten

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Kan du klare en kulturtriatlon?

 

På Kulturnatten udfordrer vi alle børn og deres forældre til en ny, sjov og krævende kulturaktivitet. Kom og prøv kræfter med en kulturtriatlon, hvor der skal dystes i tre discipliner. Alle kan være med – og alle er vindere.

For at gennemføre en kulturtriatlon skal du kunne gennemføre disse tre discipliner:

Stomp og skraldejam

Der skal spilles på murerspande, kildevandsflasker, plastdunke og træstokke, og der bliver inddraget elementer fra hiphop, remser, rap og kropslig bevægelse med bodypercussion og meget mere! Vi skal give den gas, så kom og vær med – det foregår i Gothersgade mellem Jyllandsgade og Danmarksgade. I kan deltage i stomp og skraldejam kl. 17.00, 18.00, 19.00 og 20.00.

 

 

Street art i Gothersgade

Sammen med kunstneren Phuc van Dong og elever fra talentlinjen på Den Kreative Skole kan du være med til at lave et stort ”tape street art-værk” i Gothersgade mellem Sjællandsgade og Fynsgade. Vi klistrer tape på bænke, porte og en masse andre ting. Du kan lave street art fra kl. 16.00-21.00.

Posepoesi på Rådhuspladsen

På Rådhuspladsen vil der være hundredvis af forskellige poser. Der er ét ord på hver. Det bliver så din opgave at hænge poserne op på snore og skabe dit eget kæmpedigt. Du kan også lave om på de andres digte og gøre dem endnu bedre. Kom og vær med til at digte et kæmpedigt på Rådhuspladsen mellem kl. 16.00-21.00.

Det er gratis at deltage i kulturtriatlonen, og du behøver ikke at tilmelde dig på forhånd.

Du kan se hele programmet for Kulturnatten på trekantfest.dk eller hente et af det flotte programmer på rådhuset, biblioteket eller hos en af byens forretninger.