Læserdebat

LÆSERBREV: VI SKAL TALE FREDERICIA OP

LÆSERBREV: Vi skal tale Fredericia Kommune op
Ja selvfølgelig skal vi fortælle vidt og bredt om de ting vi er super gode til. Alle de gode historier om Fredericia skal vi have frem i lyset og der er rigtig mange ting vi i Fredericia er super gode til.

Det er selvfølgelig lettest at få tilflyttere til byen både hvad angår individer og virksomheder, hvis man viser, hvor fantastisk en kommune vi bor i og Fredericia er på mange områder en fantastisk kommune.

Jeg er dog også af den mening, at man også skal have modet til at fortælle vidt og bredt om, hvad det er man ikke er så gode til og kan blive bedre til. Jeg er tilhænger af, at man giver et realistisk billede af det man ”sælger”. Det nytter ikke, hvis flere må bruge ”reklamationsretten” og levere varen tilbage fordi den viste sig ikke at være som forventet.

Jeg har adskillige gange hørt folkevalgte fortælle, at vi skal tale Fredericia op, men hver gang jeg hører dette så kommer tillægsspørgsmålet:

Er det så derfor, at der er så stille når det gælder eksempelvis de sårbare Fredericianere, når det gælder socialområdet, beskæftigelsesområdet, ældreområdet, handicapområdet etc.? Er der så stille fordi her halter vi gevaldigt efter og tilgangen i Byrådet er, at vi udelukkende skal være åbne omkring de aspekter, der taler kommunen op?

Jeg synes det er beklageligt så stille der er i forhold til de sårbare Fredericianere. Jeg synes det er beklageligt så initiativfattigt det nyvalgte byråd er i forhold til sårbare Fredericianere set i lyset af deres førte valgkampagner.

Ja vi skal tale Fredericia kommune op, men vi skal også have modet til at tage den offentlige debat når det gælder områder, hvor vi ikke er en solskinshistorie. Der er stille i Fredericia når det gælder de sårbare. Der var mange, der var særdeles aktive da der var valgkamp. Nu er der 4 år til næste valgkamp og der er igen blevet stille.

Jeg taler gerne Fredericia op, men jeg er bestemt heller ikke bange for at gøre det modsatte når byrådets initiativlyst synes falmet.

I er velkomne til at kontakte mig hvis I mangler inspiration til hvordan vi kan gøre det bedre på beskæftigelsesområdet, socialområdet, handicapområdet etc. Det virker i hvert fald som om man står lidt i stampe og gør som man plejer og det virker som om I mangler ideer til initiativer til gavn for Fredericias sårbare.

Det kan selvfølgelig også være, at i jeres fokus på vækst glemmer det enkelte menneske, men det er en helt anden historie, hvis det er tilfældet. Der skal være positive ”tal” på alle 3 bundlinjer og ikke kun den økonomiske. Det hjælper ikke, hvis de positive tal på den økonomiske bundlinje skyldes, at man går på kompromis med negative tal når det gælder den sociale bundlinje. Mennesket før økonomisk vækst.

Søren Haastrup
Byrådskandidat 2021
Folketingskandidat
Alternativet Fredericia

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv