LOKALMUSIK

Lokalt band spiller på Jelling musikfestival

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Det fredericianske rockorkester, Padlock Chain, spiller på årets udgave af Jelling Musikfestival.

“Faktisk kan man sige, at vi åbner festivalen og for alvor skyder hele festen i gang,” siger bandets forsanger, Peter Friis Autzen, med henvisning til, at Padlock Chain indtager Teltscenen fredag klokken 13:30.

 

Men der jo også musik allerede om torsdagen på både Teltscenen, Alfreds Scene og Ny Scene. Så er det ikke at stramme den, når du påstår, at Padlock Chain åbner festivalen?

“Muligvis. Men hvem tæller,” lyder det fra Peter Friis Autzen.

 

Padlock Chain er flere gange, primært for egen hånd, blevet kåret som uofficiel jysk mester i skrammelrock. De spiller rockklassikere på stribe, udsat for deres umiskendelige spilleglæde og uhøjtidelige tilgang.
I flere omgange er dét gået ud over uskyldige forbipasserende ved Sommerrock, hvor orkestret i flere år var placeret i Danmarksgade, men i år – ligesom sidste år – indtager scenen ved Café Mair’s.

 

Padlock Chain, der i år fejrer 20 års jubilæum, har også gjort det til sin vane at invitere folk inden for på det Bruunske Pakhus en gang om året til en koncert, hvor de betaler hver publikummer fem kroner for at møde op. Til gengæld for betalingen udsætter bandet gerne publikum for citronmåner, hjemmebanevittigheder og meget andet.

“Folk må være utrolig glade for kagerne, for hvert år er der propfyldt i Pakhuset. I år måtte dørene lukkes efter bare 12 minutter. Og baren satte sin all-time-omsætningsrekord,” lyder det fra Peter Friis Autzen.

 

Det er femte gang, Padlock Chain spiller på Jelling Musikfestival. Første gang var i 2003.

“Vi er utrolig stolte over at få lov at fyre den af på så stor en festival. Det er altid et af årets højdepunkter at rykke ind på festivalen, hvor folk har det ligesom os: De er der for at holde en fest i selskab med gode venner og god rockmusik. At de så lige skal igennem vores koncert først, må de leve med,” griner Peter Friis Autzen.

 

Padlock Chain er og har altid været: Christian Mørch på trommer, Lars Dreymann på guitar og kor, Kenneth Madsen på bas og kor, Peter Friis Autzen på sang og mundharpe.