FREDERICIA

Metal Magic Festival genopstår i nye omgivelser d. 6.-8. juli 2017

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Metal Magic Festival genopstår i nye omgivelser d. 6.-8. juli 2017
Efter 9 succesrige år på Ungdommens Hus, har arrangørgruppen vurderet, at tiden er moden til en strategisk videreudvikling af festivalen. Derfor har vi besluttet os for at starte fra bunden i nye omgivelser og i samarbejde med Fredericia Kommune er valget faldet på ’Dronningepladsen’, som ligger bag Monjasa Park. Stedet er stadig i gåafstand fra byen/banegården, men nu beliggende i et naturskønt område som med tiden kan udvikles til et rigtig fornemt koncertsted. For at sikre en god og kontrolleret start, har vi det første år reduceret antallet af billetter fra 700 til 400. Billetsalget går rigtig godt og vores budgetterede mål er nu indenfor rækkevidde.

Vi har i øvrigt haft et rigtig fint samarbejde med både Fredericia Idrætscenter og Madsbyparken, som har været meget imødekommende og hjælpsomme overfor vores brug af deres område. Af nye tiltag kan nævnes at værtshuset GENERALEN flytter med festivalen ud på pladsen og sørger for at de festglade gæster kan få slukket tørsten weekenden igennem. Vi samarbejder derudover både med Danhostel, Hotel Fredericia, Hotel Medio og Kryb-i-ly Kro om overnatninger til både bands og gæster ligesom der traditionen tro også vil være mulighed for at campere på festivalen.

Årets store internationale musikalske trækplastre er verdens hårdeste band, svenske NIFELHEIM, det mystiske death metal band TRIBULATION, Amerikanske Absu (hvis trommeslager har været til audition i SLAYER, men blev fundet ’for hurtig’) og sidst men ikke mindst NWOBHM legenderne DIAMOND HEAD, som i den brede offentlighed nok især er kendt for at hele 4 af deres numre er blevet spillet af METALLICA. Hvem kender ikke ’Am I Evil’ fra Lars Ulrich og co’s sætlister? Også engelske QUARTZ bliver en sjælden oplevelse, da de ikke har spillet i Danmark siden de for 40 år siden var på tour med AC/DC. Deres keyboardspiller/guitarist GEOFF NICHOLLS (kendt fra sine 24 år i BLACK SABBATH) er desværre død af kræft tidligere på året, men bandet har lovet at de kommer alligevel. Det legendariske danske thrash metal band ARTILLERY kommer og spiller hele deres ’Fear of Tomorrow’ plade, hvilket nok skal lokke både de gamle og de unge op til scenen. Bandet har i øvrigt fået en bassist fra Fredericia. Blandt de mindre bands finder man også guldkorn. Bla. kan man lørdag aften opleve det nye (uopdagede) danske rockband CHILDRENN, som består af medlemmer fra bla. SORT SOL og PSYCHED UP JANIS. Der er også blevet plads til de 2 tyrkiske death metal bands ENGULFED og HELLSODMY som slutter deres europatour af i Fredericia torsdag aften. De lokale bands er selvfølgelig som altid også repræsenteret på Metal Magic og i år ved SILHOUETTE (Fredericia/Kolding), THE TOMBLESS (Kolding), LIPID (Vejle) og SCENT OF PAIN (Fredericia). Sent lørdag aften slutter vi det hele af med et ALICE COOPER cover band fra København som nok skal presse de sidste kræfter ud af et ellers hårdført publikum.

Vi forventer den nøjagtig samme gode, hyggelige, venskabelige og fredelige stemning som vi har haft alle de tidligere år og selvom vi selvfølgelig nok skal rende ind i nogle uforudsete udfordringer på den nye lokation, så prøver vi at holde hele konceptet som det plejer at være med fokus på god musik, sikkerhed og godt humør.

Til slut vil vi gerne sende en stor tak til Fredericia Kommune og Trekantområdet som begge har sponsoreret os med betragtelige tilskud, så vi kunne genstarte festivalen med de investeringer der nu engang er nødvendige.

Vi glæder os til at byde jer velkommen i de nye omgivelser

Fakta om METAL MAGIC FESTIVAL:

Dato: 6. – 8. juni 2017
Sted: ’Dronningepladsen’ bag Monjasa Park, Idrætsvej, Fredericia
Entré: Weekendbillet inkl. camping: 599 kr. Dagsbilletter fra 199 kr.

Fakta om foreningen METAL MAGIC:

– Forening for fremme af heavy metal-musik for såvel udøvere som for tilhørere, og for styrkelse områdets kulturliv.

– Etableret i 2008

– Har afholdt festival de forgangne 9 år samt en lang række enkeltstående koncerter

– Non-profit og drevet af frivillige

spilleplan MMF