FREDERICIA

Ny velfærdsdirektør med stærk sundhedsprofil

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia Kommune ansætter velfærdsdirektør med stærk sundhedsprofil

Fredericia Kommune har ansat Annemarie Zacho-Broe som ny velfærdsdirektør. Hun kommer fra en stilling som sundhedschef i Aarhus Kommune.

 

Fredericia Byråd har på et ekstraordinært byrådsmøde torsdag eftermiddag besluttet at ansætte Annemarie Zacho-Broe som ny velfærdsdirektør. Den 38-årige kandidat i statskundskab har siden 2007 gjort lynkarriere i Aarhus Kommune, hvor hun senest har været ansvarlig for sundhedsområdet.

 

”Jeg er meget glad for, at vi kan tiltrække en så stærk profil som Annemarie. Vi får en ny velfærdsdirektør, som i den grad kender sit område i detaljen og som samtidig har vist, at hun kan tænke nyt og udvikle velfærden i en moderne kommune. Jeg er sikker på, at Annemarie kan være med til at skabe endnu bedre velfærd for og sammen med Fredericias borgere”, siger borgmester Jacob Bjerregaard.

 

Som velfærdsdirektør i Fredericia Kommune skal Annemarie Zacho-Broe stå i spidsen for at udvikle fredericianernes velfærd.

 

”Fredericia har før vist, at de går forrest på velfærdsområdet blandt andet med ’Længst muligt i eget liv’. Vi skal sikre fortsat udvikling af velfærdsområdet ved at skabe bæredygtige løsninger i fællesskab mellem kommunens ansatte, politikere, frivillige og ikke mindst borgerne selv. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med arbejdet, ” siger Annemarie Zacho-Broe.

 

En af de vigtigste udviklingsopgaver for den nye velfærdsdirektør bliver Fredericia Kommunes nye Sundhedshus, der har til huse på det tidligere Fredericia Sygehus. I samarbejde med Region Syddanmark, private sundhedsudbydere og frivillige- og patientforeninger, skal hun være med til at skabe Danmarks bedste sundhedshus.

 

Annemarie Zacho-Broe er gift og har tre børn. Hun tiltræder som velfærdsdirektør i Fredericia Kommune den 1. februar 2017.