FREDERICIA

Fredericia Byorkester – Vi går et spændende år i møde

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia Byorkester – Vi går et spændende år  i møde

Efter en fantastisk efterårskoncert med fuldt hus i Hannerup Kirke, hvor den tidligere dirigent trompetist Henrik Rønnow og organist Niels Erik Aggesen var solister, er Fredericia Byorkester nu rykket tilbage til basen i det ombyggede Tøjhus. Der er flyttet slagtøj og masser af andet grej fra opmagasineringen i Den Kreative Skole til 2. sal i Tøjhuset, hvor der nu er blevet et kæmpestort depotrum oven over den nye koncertsal.

Orkestret har haft sin første øveaften på den nye udvidede scene, der fremover både skal huse den rytmiske musik og den klassiske musik. Det sker ved en snarlig opstilling af et efterklangsanlæg i koncertsalen, hvor akustikken så tilpasses de to genrer.

Det har været et travlt efterår for bestyrelsen, ikke mindst for formanden Anders Nørregård og bestyrelsesmedlem Erik Østerballe, som fra starten sammen med folk fra Fredericia Musikforening blev inviteret med i et akustikudvalg og en styregruppe, der har arbejdet intenst med indretningen af det nye Tøjhus. Undervejs har der været mange anprisninger af det gode samarbejde med ledelsen af Pakhuset og Kultur og Idræt og de grupper, der nu fremover bliver tilknyttet som brugere af Tøjhuset.

Der er i Tøjhuset nedsat et festudvalg, der står for den festlige indvielse af Tøjhuset lørdag, den 11. marts. Her er Fredericia Byorkester under dirigent Anne Cathrine Kielland Lunds sikre ledelse gået i gang med at øve festlige indslag som fuldt symfoniorkester og med solister fra Musical-akademiet.

Orkestret er også i fuld gang med indøvningen af programmet til forårskoncerten 10. maj på Fredericia Teater, hvor fredericianerne kan glæde sig til et gensyn med De 3 Kongelige Sopraner, som sidst var her i 2008, hvor de leverede en fantastisk aften med orkestret i et fuldt teater. De 3 sangere forstår virkelig at indtage en scene og de leverer et forrygende musikalsk show på scenen. Billetsalget til denne spændende aften i Fredericia Teater forventes at gå i gang sidst i februar

I efteråret 2016 har der været holdt meget gode møder med lederen af Den Kreative Skole Arne Gårdsted Jørgensen og med skolens nye violinlærer Catrin Haass Svendsen om videreførelsen af samarbejdet, så orkestret fortsat kan fungere som indslusning af talentelever, der får deres orkestererfaring hos Fredericia Byorkester.

Orkestrets kasserer Erik Karstoft har sat sig i spidsen for udarbejdelsen af et nyt koncept for sponsorer, som orkestret er så afhængig af. Det bliver spændende, om konceptet slår an. Orkestret har jo i kraft af bl.a. de professionelle instruktører og assistenter nået et højt niveau for et amatørorkester, men at have professionelle i front på stemmerne foruden professionel dirigent og professionel koncertmester er jo ikke gratis, og derfor må der konstant arbejdes med økonomien, så den hænger sammen.

Bestyrelsen har i 2016 også arbejdet intenst med et stort kor-orkesterprojekt i anledning af fejringen af reformationen. Johannes Brahms berømte Ein Deutsches Requiem skal opføres i november – december ved to koncerter i Trinitatis Kirke, en koncert i Brødremenighedens Kirke i Christiansfeld, og så sluttes der af med en koncert i Vejle Musikteater. Man regner med 175 deltagere i alt. 120 deltagere i det store kor kommer fra de to lokale kor Mandagskoret og Trinitatis Pigekor. Desuden deltager Haderslev Lærerkor og Cantemus Koret, Vejle, begge to store, dygtige kor.

Som solister er hyret sopranen Iben Silberg fra DR Koncertkoret og DR Vokalensemblet og barytonen Andreas Pilegaard Winther, der i øjeblikket synger på Den norske Opera i Oslo.

En nøje øveplan er lagt for hele efteråret, hvor det store kor samles i Tøjhuset med Anne Cathrine Kielland Lund som dirigent og med Svitlana Leonchuk ved flyglet og andre øveaftener, hvor orkestret øver sammen med det store kor og solisterne.

Nodebøgerne er for længst købt til korene for penge fra Provstiudvalget i Fredericia, og en folder til brug for tegning af sponsorater til dette projekt med et budget på 360.000 kr. er udarbejdet. Et udvalg under bestyrelsen har indsendt en masse fondsansøgninger, for selvom der kræves entré, så kræver projektet donationer fra de store fonde. Her har projektet rigtig fået vind i sejlene økonomisk, fordi A.P.Møller Fonden lige før jul donerede en stor sum til dækning af de store udgifter til solisterne, som jo skal tage rejsen herover en del gange i efteråret. Nu er der også kommet tilsagn fra både Kolding Kommune og Vejle Kommune om økonomisk støtte til projektet. Endvidere har Fredericia Kommune givet tilsagn om støtte og hjælp til markedsføringen.

Orkestret hører begejstrede udsagn fra de involverede kor. Og nu tror alle på, at projektet kan realiseres også med hold i økonomien.

Der er lagt op til et spændende år 2017 med Fredericia Byorkester.