LOKALMUSIK

Padlock Chain er klar til Sommerrock

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Det Fredericianske skrammelrockorkester er på vej til Sommerrock i Fredericia på fredag den 2. juni, hvor de er et af de tre bands, der indgår i Café Mair’s minifestival i Gothersgade, nær Tøjhuset.

”Uh, det bliver godt at trykke den af til Sommerrock igen. Det er altid en superskøn dag med masser af glade mennesker. Man kan sgu ikke undgå at blive grebet af rocken og hyggen: Gang i sagerne og sang i gaderne,” siger Padlock Chain-forsanger Peter Friis Autzen.

Orkestret planlægger at jokke pedalen helt i bund og ikke spilde tiden med unødvendig snak og fikumdik.

”Og dog: Det kan aldrig helt afvises, at vi får en idé til lidt fis. Vi skulle jo gerne lægge gaden ned. Vi håber bare, at så mange som overhovedet muligt vil komme og lege med os. Lad os se, hvor mange, der kan være på den hyggelige plads, der opstår, når krydset foran Mair’s spærres af: Byens hyggeligste sted. Vi kommer med musikken, Mair’s kommer med øllene, og alle andre kommer med selskabet. Skal vi ikke i fællesskab slå rekorden?” siger Peter Friis Autzen.

 

Padlock Chain spillede på den netop overståede Jelling Musikfestival, hvor de trykkede den af på Alfreds-scenen. En koncert, bandet efterfølgende har fået meget ros og mange positive tilbagemeldinger på.

”Ja, der var en rigtig god kontakt mellem os og publikum. De var med os hele vejen! Flere havde hørt os før, enten på festivalen eller andre steder. Andre havde hørt OM os og ville se – og høre – hvad skrammelrock egentlig er for en størrelse. Og andre igen havde taget fejl af festivalens scener og var gået forkert i jagten på Gulddreng,” siger Peter Friis Autzen med et højt grin.

Padlock Chain er: Christian ”Kidde” Mørch på trommer, Peter ”Freeze” Autzen på sang og mundharpe, Lars ”Lasse” Dreymann på guitar og kor samt Kenneth ”Kenned” Madsen på bassen og kor.