Home FREDERICIA REJSEGILDE I KANALBYEN : PUNKTHUSE KLAR TIL FØRSTE INDFLYTNING VED ÅRSSKIFTE

REJSEGILDE I KANALBYEN : PUNKTHUSE KLAR TIL FØRSTE INDFLYTNING VED ÅRSSKIFTE

REJSEGILDE I KANALBYEN : PUNKTHUSE KLAR TIL FØRSTE INDFLYTNING VED ÅRSSKIFTE
0
Entreprenørvirksomheden A. Enggaard er kommet godt fra start i Fredericia. Onsdag den 13. juni kl. 12 til 16 afholder virksomheden både rejsegilde og reception i Sønder Voldgade, hvor A. Enggaard både bygger boliger og erhverv samt selv har kontor.

Boliger og erhverv skyder op i det gamle havneområde i Fredericia, og den helt nye bydel Sønder Voldgade Kvarteret begynder at tage form. Entreprenørvirksomheden A. Enggaard er særdeles aktive i området og opfører i øjeblikket både 8.000 kvadratmeter erhvervsbyggeri og 7.000 kvadratmeter boliger.Mandag den 14. maj 2018 blev der afholdt rejsegilde på erhvervsbyggeriet Port House, og nu er turen kommet til det såkaldte Langebro-projekt med 12 punkthuse i varierende højde. De første to punkthuse beliggende Skibbroen 12 og Toldkammeret 9 er nemlig stort set rejst. Her får den anerkendte restaurant Ti Trin Ned til huse i stueetagen på Toldkammeret 9, og i alt er 34 ejerlejligheder udbudt til salg i de to bygninger:

– Sønder Voldgade Kvarteret bliver et særdeles attraktivt område, og vi er meget begejstrede for den måde, som det gamle havneområde omdannes på, forklarer afdelingschef Palle Priska fra A. Enggaard og fortsætter: – Nu er de første af punkthusene så langt, at vi kan fejre råhusets færdiggørelse, rejsegildet og håndværkernes arbejde. Ved årsskiftet er de første af de i alt 34 ejerlejligheder klar til indflytning.

Rejsegildet finder sted onsdag den 13. juni fra kl. 12 til 13, og der vil som traditionen byder være pølser, øl, vand mv. til de fremmødte.

75 års jubilæum og officiel åbning af Fredericia-kontoret
Efter rejsegildet vil A. Enggaard desuden være vært ved en reception på virksomhedens nyetablerede kontor beliggende lige ved siden af byggeriet i Sønder Voldgade 10. Anledningen er dels koncernens 75 års jubilæum og dels åbning af A. Enggaards 3. afdeling i Danmark:

– Vi ved, at mange af vores samarbejdspartnere har travlt, og derfor har vi valgt at kombinere rejsegilde med jubilæum og samtidig lave en officiel fejring af kontorets åbning. Det er jo ikke hver dag, at vi åbner nyt kontor, så det er der bestemt grund til at fejre, fortsætter Palle Priska.

Receptionen finder sted i forlængelse af rejsegildet fra kl. 13 til 16. Her vil der være kagemand og andet sødt samt kaffe, te, vin mv. Der vil også være mulighed for at tale med Palle Priska og hans team, der indtil videre består af 15 personer.

– Vi håber, at så mange som muligt har tid og lyst til at deltage og få en snak om byens og regions fremtid. Der vil også være mulighed for at få en rundvisning i Sønder Voldgade Kvarteret, fortsætter Palle Priska.

Mange bolde i luften i regionen
Ud over Sønder Voldgade-projektet i Fredericia står Palle Priska og hans kolleger over for endnu en spændende opgave i Odense, hvor A. Enggaard har købt den vestlige del af den gamle slagterigrund ved Rugårdsvej. Her går virksomheden inden længe i gang med opførelsen af en P-kælder og 300 boliger. Derudover er et nyt spændende projekt i støbeskeen i Sønderborg, hvor A. Enggaard i øjeblikket opfører det 19. etager høje Hotel Alsik med tilhørende spa, wellness og konferencecenter.

Følg DanmarkC TV på de Sociale Medier