SIND FREDERICIA UTILFREDS MED DEMOKRATIUDVALG
Udvikling af frivillighedspolitiken var striptease i mørke, mener forening
SIND Fredericia måtte i slutningen af februar udsætte sin generalforsamling på grund af snevejret. Torsdag aften lykkedes det at gennemføre generalforsamlingen, der blev indledt og dirigeret af Cecilie Roed Schultz, næstformand i Senior- og Handicapudvalget.
Forskellige bruger Kulturcaféen
Formanden for SIND Fredericia, Bjørn Medom Nielsen, aflagde beretning og nævnte bl.a. at mange ude i landet misunder SIND for den Kulturcafé som foreningen driver. Café-lokalerne står til rådighed 24/7 og bruges pt. ud over SIND Fredericia også af Utopia, Gnisten og Bedre Psykiatri.
Formanden omtalte endvidere arbejdet i lokale fora, hvor foreningens målgruppe – psykiatribrugere, pårørende og psykisk sårbare – er i spil.
SIND Fredericia hilser det nye sundhedshus velkommen. Naturligvis til glæde for alle borgere; men særligt fordi der er optræk til nye vinde og initiativer for psykiastriske patienter og psykisk sårbare. Bestyrelsen er dog lidt bekymret omkring handletempoet med Sundhedshuset. Ting tager tid; men behøver de at tage så lang tid?, spurgte formanden Bjørn Medom Nielsen.
Undren over udvalg
Bestyrelsen i SIND havde også forholdt sig til kommunens formulering af en frivillighedspolitik i oktober 2017. Tilfældigheder gjorde, at SIND Fredericia blev én af de få lokale frivillige sociale foreninger der udtalte sig om politikforslaget. Demokratiudvalget havde valgt en proces hvor politikudviklingen var rent dilettanteri. Faktisk endte dette arbejde som en gang strip-tease i mørke, fastslog formanden, der stærkt undrede sig over udvalgets fremgangsmåde.
Der var to nyvalg til bestyrelsen for SIND Fredericia. Marie-Louise Clausen og Claes Andersen er nye i bestyrelsen sammen med Jørn Jespersgaard, Johannes Busk Jepsen og Bjørn Medom Nielsen.