SAMFUND

Skab ny aktivitet for psykisk sårbare

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Skab ny aktivitet for psykisk sårbare

SIND Fredericia og Kulturcaféen stiller lokaler, økonomi og organisation tilrådighed for nye initiativer for psykisk sårbare i Fredericia.

SIND i Fredericia har overtaget tankerne bag projektet Trivselspiloterne, der måtte lukke ned i slutningen af december. Her handlede det bl.a. om nye tiltag for psykisk sårbare i Fredericia. Denne tanke og idé, endda med lokaler, økonomi og organisation vil blive søgt fortsat tirsdag d. 24. januar kl. 19.30 i Kulturcaféens lokaler i Danmarksgade 32 i Fredericia.

Her indbydes tidligere Trivselspiloter, og alle andre interesserede, til et orienteringmøde om mulighederne. Muligheder, både i forhold til hvilke aktiviteter der pt. er for psykisk sårbare, bl.a. i Kulturcaféen; men også om de muligheder der kan lade sig gøre inden for de rammer som Kulturcaféen og Sind Fredericia har.

– Vi er meget glade for de centrale lokaler som Social- og Omsorgsudvalget hjælper os med, og vi vil gerne udnytte dem endnu mere end nu, siger Sind Fredericias formand Bjørn Medom Nielsen. Han fastslår, at psykisk sårbare er udsatte 24/7/365 og præcis lige så lang tid, kan Kulturcaféen benyttes. – Vi skal blot have nye tiltag og flere frivillige.

På mødet vil de nuværende brugerstyrede aktiviteter og frivilligindsatsen bliver præsenteret. Her kan nye frivillige byde direkte ind på forskellige opgaver. Derudover vil der blive præsenteret de muligheder der er i Kulturcaféen og hvordan nye tiltag kan igangsættes.

– Vi kan ikke måle os med forholdene for de tidligere Trivselspiloter; men vi kan måle os med idéen om udvikling af nye tiltag, og så er der ”driftsgaranti” på at tiltagene ikke bliver ramt af organisatoriske problemer, siger Bjørn Medom Nielsen. Han nævner, at bestyrelsen for Sind Fredericia f.eks. gerne ser ny indsats for pårørende til psykisk sårbare, initiativer omkring unge uden diagnose og evt. også de lokale krigsveteraner.

Alle interesserede er velkomne til info-mødet.