112

Skoletyv fik 1 års fængsel

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

En 24-årig mand fra Fredericia er i går ved Retten i Kolding blevet idømt et års fængsel for blandt andet indbrud i en café og indbrud på tre skoler i Fredericia. Han blev også dømt for flere overtrædelser af knivloven, kørsel uden kørekort, at have udgivet sig for at være en anden, samt tyveri af en bil.

Manden kunne dertil lægge en bøde på 9.500 kr.

Indbruddene på de tre skoler Ullerup Bæk Skolen, Kirstinebjergskolen og Frederiksodde Skolen i Fredericia foregik den 8. og 9. januar i år, og her var den nu dømte sammen med en medgerningsmand. Tyvene stjal 29 computere og 33 iPads til en værdi af ca. 200.000 kr. Hvad tyvene ikke vidste var, at de på alle tre skoler blev filmet af videoovervågningen.

“Den 24-årige mand, som har været varetægtsfængslet siden januar, befandt sig i en lejlighed i Fredericia, da politiet den 10. Januar i år bankede på. Her sad han sammen med en anden person og alle de stjålne ting. Han var også i besiddelse af det tøj, som Retten i Kolding kunne genkende ham på fra videoovervågningen. Scooteren, der blev brugt til flugten, holdt ligeledes foran lejligheden,” fortæller anklagerfuldmægtig Tobias Engby.

Men det var ikke kun de tre indbrud, manden havde på samvittigheden. I retten blev han som nævnt også dømt skyldig i et indbrud på Café Cozy i Fredericia tilbage i 2016, at have stjålet en bil, fire kørsler uden kørekort, at have forsøgt at skyde skylden på en uskyldig, samt at have været i besiddelse af hash og flere ulovlige knive.

En enig domsmandsret idømte manden et års fængsel. Tobias Engby uddyber:

“Retten lagde især vægt på mandens lange synderegister. Han blev senest idømt 1 år og 3 måneders fængsel i december 2016. Det, at manden for nylig er dømt, fik også betydning for ham efter dommen. Retten varetægtsfængslede den 24-årige indtil afsoning på grund af risikoen for gentagelse.”

Manden modtog efterfølgende dommen.

For anklagemyndigheden mødte anklagerfuldmægtig Tobias Engby.