FREDERICIA

SUPERCYKELSTI : EKSTRAREGNING PÅ 1,6 MILLIONER KRONER

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Byrådet skal på deres møde mandag, beslutte om de vil yde en ekstrabevilling på 1,6 millioner kroner, til den nye Supercykelsti

En nøje gennemgang af belægningen på strækningen fra motorvejen til den gamle Lillebæltsbro, foretaget af en NCC Asfalts laboratoriechef, anbefaler, at den eksisterende asfalt fjernes, og at det sikres, at de underliggende sand- og stabilgruslag udføres med den fornødne bæreevne. Hvis dette ikke gøres, vil der opstå revnegennemslag kort tid efter, at der er udlagt nyt slidlag på strækningen.

Samtidig viser en gennemgang af den eksisterende afvanding, at vejbrønde og stikledningerne er i væsentligt dårligere stand end forventet. Det er derfor nødvendigt at udskifte disse for at sikre en tilstrækkelig afvanding af såvel vej som cykelsti, og for at sikre den nye belægning med fremtidige skader.

Teknik & Miljø vurderer, at den rigtige løsning er at foretage de nødvendige ekstraordinære forbedringer i forbindelse med de øvrige anlægsarbejder på supercykelforbindelsen, således at den samlede forbindelse fremstår færdig og med langtidsholdbare løsninger.

Det vurderes at de nødvendige ekstraordinære tiltag forventes at beløbe sig til 1,65 mio. kr., såfremt arbejdet udføres i forbindelse med de resterende arbejder på supercykelforbindelsen. Hvis arbejdet må afvente og senere skal udføres, må det forventes, at prisen vil blive mindst 50 % højere, i form af forøgede omkostninger til afspærring og arbejdsplads.

 

Både By- og Planudvalget, og Økonomiudvalget har indstillet til byrådet, at pengene findes og frigives.