112

Uorden i sagerne gav over 30.000 kr. i bøde til transportvirksomhed

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Uorden i sagerne gav over 30.000 kr. i bøde til transportvirksomhed
Torsdag den 26. maj blev der foretaget cabotagekontrol på havnen i Fredericia, hvor køretøjer, der transporterer containere, var i fokus.

’Her blev en rumænsk mand, der kører for et større dansk/rumænsk firma, kontrolleret. Han kunne ikke fremvise tilstrækkelig dokumentation for den internationale transport, der lå forud for den cabotagekørsel, som han var i gang med.’, fortæller leder for Tungvognscenter Syd, Politikommissær Stig Simonsen: ’Derfor blev der udmålt en bøde til virksomheden på 30.000 kr., hvilket blev indbetalt som sikkerhedsstillelse, indtil sagen skal forelægges retten.’

Umiddelbart efter denne kontrol blev et andet køretøj fra samme virksomhed kontrolleret på havnen i Fredericia. I dette tilfælde var der styr på dokumenterne, men Ikke på chaufførens køre- og hviletid. Derfor blev der udmålt en samlet bøde på 8.500 kr. til chauffør og virksomhed, hvilket vognmanden måtte betale som sikkerhedsstillelse. Denne sag ønskede man dog ikke forelagt retten.
Om Tungvognscenter Syd
Tungvogncenter Syd er ét af tre tungvognscentre i Danmark, som alle varetager den operative kontrol af tunge køretøjer. Tungvognscenter Syds arbejdsområde er primært varetagelse af den operative vejsidekontrol, der omhandler kontrol af lastbiler, busser samt traktorer og landbrugsredskaber på vejnettet. Opgaverne er blandt andet kontrol af køre- og hviletid, farligt gods, særtransporter, miljøfarligt affald, overholdelses af miljøzoner, dyretransporter samt cabotagekørsel.

Tungvognscenter Syd har base i Sydøstjyllands Politi, hvor de cirka 30 medarbejdere dækker et geografisk område svarende til tre politikredse: Fyns Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi samt Sydøstjyllands Politi. Tungvognscenter Syd ledes af politikommissær Stig Simonsen.