FREDERICIA

VOKSENSERVICE ARRANGERER AKTIVITETSDAG

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Igen i år arrangerer Voksenservice en dag fuld af aktiviteter og hyggeligt samvær. Det foregår torsdag den 28. september fra kl. 9.30 i Fredericia Idrætscenter.

Det er andet år i træk, at Voksenservice inviterer til aktivitetsdag for de borgere, der er tilknyttet afdelingen. Formålet med aktivitetsdagen er at give borgerne en uforglemmelig dag, hvor aktivitet og samvær er i højsædet.

Aktivitetsdagen bliver holdt i Fredericia Idrætscenter på torsdag den 28. september, og der bliver masser af sjove aktiviteter at deltage i. Der vil bl.a. være forskellige sportsgrene som hockey, volleyball, bordtennis, og boccia. Man kan også spille bowling eller kaste sig ud i ren forkælelse i Fredericia Badeland med chokoladeansigtsmaske, saunagus og fodbad. Strikkedyst, beautysalon, gaming, yoga, Vild med dans og flødebollekast er blot nogle af alle de mange aktiviteter, der er arrangeret.

De fleste aktiviteter foregår i Fredericia Idrætscenter med mulighed for at tage Madsby toget til Madsby Legepark og hygge sig der eller tage med på en fisketur til en nærliggende put & take-sø.