Politik

VIDEO: VU-formand stiller op til kommunalvalget

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

VU Fredericias frontkvinde, 18-årige Sidse Skaar, stiller op til kommunalvalget i november – og vil især appellere til den fredericianske ungdom med mærkesager, der involverer folkeskolen, en universitetsafdeling og nattelivet.

 

Tilbage i februar blev Sidse Skaar på VU Fredericias generalforsamling valgt som formand for Venstres Ungdom Fredericia, hvor hun tidligere havde været medlem af bestyrelsen. Efter at have været formand i lidt over et halvt år har Sidse Skaar nu besluttet at stille op til byrådet i Fredericia Kommune.

 

“Mine mærkesager er præget af, at jeg er en ung kandidat”, fortæller den 18-årige gymnasieelev, som tidligere denne sommer holdt tale ved den lokale partiforenings grundlovsmøde.

 

VU-formanden har fire overordnede mærkesager i sin kampagne: Niveauinddeling i folkeskolen. Forbedring af folkeskolens tonede linjer. En universitetsafdeling i Fredericia. Samt et natteliv med tryghed.

 

“Jeg har været skolesystemet igennem, og jeg ved, hvor der trænger til forbedring. Jeg ønsker en attraktiv kommune for de unge – ikke mindst de studerende. Jeg ønsker, at Fredericia bliver en indbydende by at bo i – her vil en lokal universitetsafdeling gøre lokalområdet endnu mere attraktivt, og det er noget af det, jeg vil arbejde for”, forklarer Sidse Skaar om sine valg af mærkesager.

 

Eftersom den unge kandidat har truffet beslutningen om at stille op til kommunalvalget efter Venstres opstillingsmøde, kommer hun til at stå nederst på Venstres liste som nr. 12.

 

“Jeg stiller op til kommunalvalget her i Fredericia Kommune, fordi jeg har en vision for Fredericia. Fredericia er en fantastisk by med et stort potentiale, men der er også en del ting, som kan forbedres. Jeg stiller op for partiet Venstre, fordi jeg mener, at egne præferencer ikke skal trækkes ned over hovedet på andre, og at vi mennesker ikke er ens. Vi har alle forskellige kvaliteter – både ting som vi er gode til, og ting som vi er dårlige til”, fortæller Sidse Skaar.

 

VU Fredericia har tidligere haft succes med at opstille sine formænd til byrådet. Tidligere formand, Nicolaj Wyke, som også stiller op denne gang og på generalforsamlingen er valgt som VU’s kandidat til kommunalvalget, har allerede siddet en fireårig periode i byrådet. VU har derfor to kandidater i år. Derudover huskes Thomas Banke, der også er tidligere formand for VU Fredericia, og som gik hen og vandt borgmesterposten.

 

Se Sidse Skaar´s Grundlovstale 2017 her.: