SAMFUND

10 års jubilæum på Fredericias store succes: InnoCamp

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

 

De unge har gode ideer:

InnoCamp kan i år fejre rundt jubilæum

Fredericia kommune og Jutlander Bank har gjort det flere gange, men KIA Motors/Autohuset Vestergaard, Danske Mejerier, DGI, ProPrint, HOME og DyhreCyckling/Pump Track går det for første gang – spørger unge mennesker: ”Har I gode ideer, vi kan bruge i vores virksomhed.”

Hvert år siden 2010 har mellem 500 og 700 unge fra skoler i Fredericia været sammen på den særlige innovations-camp, InnoCamp, for at blive klogere på de uddannelsesmuligheder, de har i fremtiden, men også for at lære at tænke ”ud af boksen”. I en tid, hvor der ikke alene er behov for iværksættere og igangsættere, men hvor der også er mange muligheder for at starte egen virksomhed, er det vigtigt at styrke unge menneskers evner til at tænke kreativt, lære dem at arbejde sammen som et team, få ideer og beskrive forretningsideer. Denne læringsproces har de sidste ni år blandt andet foregået på InnoCamp i Fredericia.

God kobling mellem teori og praksis

For 10. gang i træk står Fredericia Kommune og ungdomsuddannelserne i Fredericia bag den særlige innovations-camp, InnoCamp, som er en alternativ måde at lave uddannelsesbrobygning på. I to dage, 13. og 14. november, skal cirka 600 elever fra grundskolens 8. klasser være sammen med elever fra ungdomsuddannelserne i Fredericia Idrætscenter. Otte lokale virksomheder stiller hver en udfordring, som eleverne skal løse. De bedste projekter vinder priser, og virksomhederne kan tage elevernes tanker og ideer med hjem og arbejde videre med dem.

Netop denne kobling, mellem teoretisk og praktisk læring omkring ide- og konceptudvikling og så konkret opgaveløsning, har været succesfuld siden starten i 2010. Ikke alene har virksomheder fået input og ideer, som de ikke selv har tænkt på, de unge har også fået en oplevelse af, at der kan komme spændende ting ud af at tænke ”ud af boksen”.

De unge inspirerer og serverer gode ideer

Takket være ni år med InnoCamp i Fredericia har ikke alene mellem 4.000 og 5.000 unge mennesker fået en særlig oplevelse, en lang række virksomheder har ligeledes fået serveret gode ideer og hentet inspiration. Eksempelvis har Fredericia Idrætscenter valgt at realisere et af campens vinderprojekter, hvilket betyder, at man som bruger af træningsredskaber får en særlig videointroduktion. Banker har fået inspiration til at komme tættere på de unge mennesker, og en onlineshop har fået gode ideer til, hvordan de kan løse udfordringen med at sende bøtter med maling med fragtbiler. Madsby Legepark i Fredericia har også valgt at realisere elevernes kreative tænkning omkring at tilføre parken flere aktiviteter.

Der er altid stor interesse for som virksomhed at deltage i den årlige InnoCamp i Fredericia, i særlig grad fordi de unge mennesker er gode til at komme med ideer, som man ofte ikke selv vil komme på.

Cykleparkering på taget

Hvor vidt elevernes projekter kan realiseres afhænger ikke af, om de vinder campen. Der kan sagtens være ideer, som ikke når finalen, men som sagtens komme i spil alligevel. Det oplevede flere af de grupper, som arbejdede med en udfordring stillet af virksomheden Veksø i 2016. Her handlede det om at udfordre den måde, man tænker cykelparkering på – at finde måder, som betyder, der kan parkeres flere cykler pr. kvadratmeter.

Veksøs udviklingschef Christian Olsen havde fra starten sagt, at han forventede at få mindst to gode ideer med hjem efter InnoCamp 2016. Og det fik han. Blandt andet havde en elevgruppe beskrevet et projekt, hvor de lavede cykelparkering på et tagareal.

– Det var en idé, som jeg ikke havde set før. Den lå lige til højrebenet. De tagarealer, som man har til de fleste cykelparkeringer, udnytter man ikke. Eleverne havde et godt bud på, hvordan det kunne gøres, lød det sidste år fra Veksøchef Christian Olsen. Han fik dermed fik på den måde et godt bevis for, at det i høj grad har værdi at lade unge mennesker sidde med tænkehat nogle dage og arbejde med komplekse udfordringer for en virksomhed.

I år er det Fredericia Kommune, Danske Mejerier, DGI, Pro-print, Jutlander Bank, Home, KIA Motors/Autohuset Vestergaard og Dyhre Cyckling/Pump Track, der deltager på InnoCamp 2019 med udfordringer og opgaver til eleverne. Det er er elever fra Fjordbakkeskolen, Kirstinebjergskolen, Ullerup Bæk Skolen, Erritsø Fællesskole, IBC HF og VUC, IBC HHX, UngFredericia, EUC Lillebælt, EUD IBC, Fredericia Gymnasium samt Social og Sundhedsskolen Fredericia, der deltager i årets InnoCamp 2019.