FREDERICIA

10.KLASSE PRO : FLERE UNGE SKAL BLIVE FAGLÆRT

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

 

10 PRO: Vejen til flere faglærte unge:

For at tiltrække flere unge til erhvervsuddannelserne er et nyt 10. klasses-tilbud på vej til Fredericia Kommune

I takt med at Fredericia kommer til at mangle faglært arbejdskraft, stiger behovet for at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Derfor vil et nyt 10. klasses-tilbud, kaldet 10. PRO, nu forene fag fra både erhvervsuddannelserne og den almene 10. klasse.

”Det er vores mål med 10. Pro Klassen, at skabe flere valgmuligheder efter 9. klasse. Med en 10. klasse på IBC, og med valgfag på vores forskellige erhvervsuddannelser, vil de unge i langt højere grad blive introduceret for mulighederne ved en faglært uddannelse. Det vil gøre dem bedre i stand til at træffe et oplyst og et rigtigt valg om deres fremtid. 10. Pro er for alle, men forhåbentlig får flere øjnene op for og lyst til at tage en erhvervsuddannelse”, siger formand for Uddannelsesudvalget Pernelle Jensen.

Samarbejde med uddannelsesinstitutionerne

Da det er et ønske for Uddannelsesudvalget at styrke erhvervsuddannelserne, er 10. PRO derfor et samarbejde mellem Fredericia Kommune, EUC Lillebælt, Social- og Sundhedsskolen i Fredericia, Vejle, Horsens og Kolding og IBC Fredericia.

”Vi forventer at kunne skabe et nyt ungdomsmiljø, hvor de faglærte karrieremuligheder er i centrum, samtidig med at man gennemfører en ordinær 10. klasse”, siger næstformand for Uddannelsesudvalget Inger Nielsen.

Allerede fra skoleåret 2020/2021 kan de første elever blive optaget på den nye 10. PRO klasse. Klassen vil have base på IBC, og for at introducere eleverne til de faglærte uddannelser vil de kunne opleve at have valgfag på alle tre skoler.

”Vi mangler faglært arbejdskraft i Fredericia, og med 10. Pro Klassen bygger vi bro fra folkeskolen til erhvervsuddannelserne. Forhåbentligt vil endnu flere på den måde få øjnene op for, hvad en erhvervsuddannelse kan”, slutter Tina Horne, Socialdemokratisk medlem af udvalget.