Home FREDERICIA 10. PRO er kommet godt fra start

10. PRO er kommet godt fra start

10. PRO er kommet godt fra start
0

Den nye erhvervsrettede 10.klasse er blevet taget godt imod af forældre og elever – og kan nu starte med et fuldt hold efter sommerferien. 

Uddannelsesudvalget mål var, at man som ung i Fredericia fra sommeren 2020 kunne tage en erhvervsrettet 10.klasse. Målet er nu nået, og der oprettes en fuld klasse med op til 28 elever i den nye 10.PRO. 

10. PRO er blevet til i et samarbejde mellem de tre erhvervsuddannelser i Fredericia; EUC Lillebælt, Social- og Sundhedsskolen i Fredericia, Vejle, Horsens og Kolding og IBC Fredericia. 10. PRO kombinerer almene faglige kompetencer med erhvervsuddannelsernes stærke praksisfaglighed, og skal få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.

”Jeg er rigtig glad for, at de unge og deres forældre har taget så godt imod det nye 10´ende klasses tilbud og at det er lykkes os at skabe endnu en valgmulighed efter 9´ende klasse. Nu kan vi tilbyde et 10. skoleår for de elever, som vil styrke deres interesse for erhvervsuddannelserne. 10.PRO er et led i vores gode arbejde med erhvervsuddannelsesstrategien, som skal få flere unge til at vælge og gennemføre erhvervsuddannelserne, og nu er vi et skridt længere i at realisere den strategi”, fortæller formand for Uddannelsesudvalget Pernelle Jensen.

Med 10.PRO har det været vigtigt for erhvervsuddannelserne at skabe et godt ungdomsmiljø og sikre, at det 10´ende skoleår bliver starten på en ungdomsuddannelse snarere end en forlængelse af folkeskolen.  

”Jeg er meget tilfreds med, at vi nu kan tilbyde eleverne på 10.PRO et nyt og spændende ungdomsmiljø, hvor eleverne i højere grad bliver introduceret til de mange faglærte karrieremuligheder, samtidigt med at de gennemfører en ordinær 10´ende klasse”, siger næstformand Inger Nielsen.

Målet med 10. PRO er, at give eleverne en uddannelse, der gør at de kan vælge bredt mellem ungdomsuddannelserne, men hvor eleverne bliver introduceret til mulighederne i at blive faglært – både gennem EUD og EUX. Dette nye tilbud henvender sig til elever, der søger afklaring og opkvalificering, men kan også rumme elever med andre udfordringer og behov.

”Samfundet mangler faglært arbejdskraft og derfor er det vigtigt, at vi I Fredericia gør en særlig indsats for at introducere vores unge for de mange spændende erhvervsuddannelser. Jeg er glad for, at de unge har taget godt imod 10.PRO, der skal være med til at bygge bro fra folkeskolen til erhvervsuddannelserne,” siger Tina Horne, medlem af Uddannelsesudvalget.  


Netop IBC bliver basen for den undervisning, der skal ruste de unge til at vælge den rette ungdomsuddannelse. Men der vil være studiedage på de andre samarbejdsskoler, EUC Lillebælt og Social- og sundhedsskolen FVH, så eleverne også får mulighed for at lære studiemiljøet at kende andre steder.

Den nye 10.PRO starter op fra skoleåret 2020/2021, hvor det første hold elever starter. Klassen vil have base på IBC, og for at introducere eleverne til de faglærte uddannelser vil de kunne opleve at have valgfag på alle tre skoler.