FREDERICIA

10 ting du skal prøve, inden du fylder 10

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia får sin helt egen bucketliste med 10 fede naturoplevelser, som du skal prøve, inden du bliver 10 år

Spot et marsvin i Lillebælt, sov i shelter og fang en krabbe. Det er ting, som du bare må opleve i Fredericias natur, hvis du spørger den frivillige organisation Natur & Ungdom, der vil fremme aktiviteter i naturen. 

”Vi ønsker at give børnefamilier i Fredericia Kommune mulighed for fællesoplevelser i naturen og har udvalgt 10 ting, som børn burde prøve, inden de fylder 10 år. Vi har valgt de forskellige aktiviteter og steder, så alle aspekter i naturen kommer i spil”, siger formand Lasse Kondrup fra Natur & Ungdom. 

Bucketlisten har netop modtaget 50.000 kroner fra Friluftsrådets pulje ”Vores Natur”. Natur & Ungdom samarbejder med Fredericia Kommune og Naturpark Lillebælt, der bakker op med planlægning og afvikling af aktiviteterne.

”Bucketlisten med naturoplevelser i Fredericia er en rigtig sjov idé, og jeg håber, at rigtig mange har lyst til at være med. Vi glæder os i hvert fald til at være med til at kunne give børnefamilier en masse spændende oplevelser i naturen ”, siger formand for Miljø- og Teknikudvalget i Fredericia Kommune Christian Bro.

De 10 aktiviteter retter sig mod familier med børn under 10 år, som fra 1. maj til 1. november 2020 kan vinge aktiviteterne af på listen. 

10 ting du skal prøve, inden du fylder 10

1. Sov i shelter

2. Spot et marsvin i Lillebælt

3. Fang en fisk i sø eller ved kyst

4. Lær fem spiselige planter at kende

5. Fang en krabbe i naturparken

6. Besøg dyrehaven

7. Lav mad over bål

8. Stryg rejer på Trelde Næs 

9. Snit en snobrødspind og bag dit eget snobrød

10. Besøg naturcentret i Trelde Næs

Kom godt i gang 
På Skovens Dag den 3. maj på Trelde Næs kan du komme forbi Natur & Ungdoms stand og få listen, der kommer i en folder. Her kan du også få hjælp til at komme godt i gang. Når du ikke at kigge forbi Skovens Dag, kan du hente folderen i kommunens grønne dialogrum Det Grønne Rum i Danmarksgade i Fredericia. I folderen finder du en beskrivelse af aktiviteterne og gode bud på, hvor de kan prøves. Når du har gennemført en aktivitet, kan du komme forbi Det Grønne Rum eller Natur & Ungdom i Fredericia og få et stempel. Har du samtlige 10 stempler, kan du bytte dem til en t-shirt i Det Grønne Rum. 

Fredericia fejrer Naturens År 2020 

Med udgangspunkt i en storslået TV-serie om Danmarks natur, sætter DR, Friluftsrådet, Naturstyrelsen og et netværk af naturhistoriske museer i 2020 fokus på Danmarks Natur. Men det er ikke nok at se på naturen – vi skal også ud og opleve den. Det sker under overskriften Vores Natur. Fredericia er også med til at fejre naturen med et hav af aktiviteter for alle, der skal få flere ud i naturen. 

Se hele programmet for Naturen År 2020 i Fredericia på Fredericia Kommunes hjemmeside: https://www.fredericia.dk/naturoplevelser

Fakta om Vores Natur

  • Vores Natur er et partnerskab mellem Naturstyrelsen, Friluftsrådet, De Naturhistoriske Museer og DR, der inviterer danskerne ud i naturen i hele 2020.
  • I løbet af året skal mere end halvdelen af børn og voksne i Danmark opleve den danske natur i TV og til aktiviteter arrangeret af lokale foreninger, biblioteker, museer, naturskoler og mange andre aktører.
  • Over 40 organisationer inden for natur, kultur, friluftsliv mv. er involveret i udviklingen af de fem fyrtårnsprojekter, der skal få befolkningen ud i naturen under særlige temaer.
  • Vores Natur er støttet af Nordea-fonden, AAGE V. JENSEN NATURFOND og 15. Juni Fonden, som sammen med Udlodningsmidler til Friluftsliv har en særlig ”Vores Natur” pulje.
  • Yderligere information om Vores Natur findes på www.voresnatur.dk
  • Find billeder på www.voresnatur.dk/presse