FREDERICIA

50+ holder åbent hus ”by night”

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Netværket for ledige seniorer over 50 kobler den 2. september åbent hus sammen med Kulturnatten og Open by Night.

-Vi vil gerne bakke den positive udvikling i Fredericia, som vi oplever i disse år, op ved at koble vores Åbent-Hus-arrangement på Kulturnatten og Open by Night, siger formand for 50+ Senior Erhverv i Fredericia Jens Ove Petersen. -Vores gode samarbejde med Business Fredericia, Fredericia Shopping og Fredericia Kommune gør at dette er helt naturligt for os. De hjælper os, og vi hjælper dem, ved at lægge endnu en aktivitet til mængden af handels- og kulturaktiviteter d. 2. september, forklarer Jens Ove Petersen.

Fredag d. 2. september fra 12 – 19 lukker Senior Erhverv Fredericia, bedst kendt som 50+, dørene op for alle der vil vide mere om netværkets aktiviteter for modne jobsøgere.

-Man kan nok kalde det for åbent hus ”by early night”, smiler Jens Ove Petersen.

-Men vi håber på denne dag at komme i kontakt med rigtig mange mennesker og fortælle om vores frivillige arbejde. Alle kender til at blive berørt af ledighed, og nogen bliver det endda selv; og vi har alle et ansvar for at hjælpe de berørte ud af ledigheden igen. Det vil vi gerne slå fast ved at være tilstede imellem handel, underholdning og kultur, fastslår netværkets formand.

50+ Senior Erhverv Fredericia er et netværksfællesskab hvor medlemmerne skaffer arbejde til hinanden. I Åbent-hus-arrangementet er der indlagt korte info-foredrag dagen igennem, således at eventuelt kommende medlemmer, kan erfare hvilke krav der stilles for medlemskab af netværket.

Lokalt er der ca. 120 aktive medlemmer af netværket og omkring 50 af dem er i indeværende år kommet i arbejde. I 2015 kom 60 medlemmer i arbejde.

Alle med relation til arbejdsmarkedet er velkommen til en snak på gaden foran 50+ i Gothersgade eller i lokalerne til mini-info om netværket.