FREDERICIA

Åh nej… – Ferien bliver dyr i år

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Skærmbillede 2015-02-07 kl. 09.31.04En svag dansk krone gør det lige nu markant dyrere at feriere på flere af danskernes foretrukne rejsemål. En opgørelse fra Spar Nord  viser, at det er blevet mere end 20 procent dyrere at være dansk turist i lande som Egypten, Tyrkiet og Thailand sammenlignet med sidste år.

Når danskerne i de kommende uger rejser på vinterferie til varme destinationer, er der stor forskel på, hvor langt feriebudgettet rækker sammenlignet med sidste år.

På populære feriedestinationer som Egypten, Tyrkiet og Thailand er valutaen blevet op til 20 procent mere værd. Og når prisstigninger i landene medregnes, bliver det samlet set mere end 20 procent dyrere at købe udflugter, gå på restaurant og i det hele taget handle lokalt i de tre lande.

Det fremgår af en ny opgørelse fra Spar Nord Fredericia, og ifølge privatrådgiver Hanne Sanko Andersen kan det betyde en ekstraregning på flere tusinde kroner.

– Hvis du er af sted i 14 dage og har et dagligt forbrug på 1.000 kroner, så løber den samlede ekstraregning op på omkring 3.000 kroner sammenlignet med, hvad samme tur ville have kostet sidste år, oplyser Sparnord.

Danmark sakker bagud

Når danske kroner mister værdi over for egyptiske pund og thailandske bath, skyldes det blandt andet, at de to valutaer er knyttet til den amerikanske dollar. Og netop den amerikanske dollar er det seneste år styrket markant i forhold til euroen og den danske krone, fordi amerikansk økonomi klarer sig langt bedre end den europæiske økonomi.

– Arbejdsløsheden i USA nærmer sig lavpunktet fra før krisen, og der er generelt kommet godt gang i økonomien. Modsat er vi i Europa tæt på den højeste arbejdsløshed nogensinde, og vi er først nu begyndt at ane en svag fremgang, uddyber Hanne Sanko Andersen og fortsætter:

– Og resultatet er altså, at euroen svækkes markant i forhold til dollaren, og eftersom den danske kroner er bundet til euroen, ja så falder værdien af vores kroner også.

Hvad angår den styrkede valuta i Tyrkiet, så skyldes det også, at det store fald i olieprisen i særlig grad kommer den tyrkiske økonomi til gavn.

Alt i alt er det blevet 21,4 procent dyrere at feriere i Tyrkiet, mens prisstigningen for danske turister i Egypten og Thailand lyder på henholdsvis 22,9 og 21,2 procent.

Så måske skal du overveje at holde ferien i det smukke Danmark og bruge feriepengene i butikkerne lokalt, afslutter hun med et smil.

Metodiske bemærkninger

Inflationen, som kan være meget høj på nogle af danskernes favoritrejsemål, er regnet med i prisændringen for at give det mest præcise billede af, om det er blevet billigere eller dyrere at være turist i landene. Forskellen i valutakurserne er opgjort per 23. januar 2014 og 23. januar 2015.