SAMFUND

Alle børn i 4-6. klasse får mulighed for at deltage gratis i junioraftenklub

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Som et led i at styrke børns fællesskaber i fritiden vil alle junioraftenklubber være gratis at komme i

Stærke sociale fællesskaber har en positiv indvirkning på børn og unges trivsel, og i Fredericia er der gode kommunale fritidstilbud i alle skoledistrikter. En lille del af fritidstilbuddet er junioraftenklub for børn, der går i 4-6. klasse. Dette tilbud har hidtil kostet 100 kr. i måneden, men er fra 1. januar 2020 blevet gjort gratis for alle børn i målgruppen. Det er uanset, om man går i folkeskole eller privatskole i Fredericia.

”Gode fritidsaktiviteter er en vigtig del af børn og unges liv. Her har de mulighed for at komme med i fællesskaber, hvor de kan danne nære relationer og være den, de er. Jeg er rigtig glad for, at junioraftenklubben nu er blevet et gratis tilbud, som alle børnene frit kan benytte. I skoletiden indgår børnene i forholdsvis faste skemaer, hvor der i fritidstilbuddene i høj grad er plads til børnenes perspektiv og mulighed for både samvær og fordybelse ud fra ens interesseområder. Den medbestemmelse, som børnene oplever i fritidstilbuddene, er med til at styrke deres syn på demokrati, og det at være en del af et fællesskab”, siger Cecilie Roed Schultz, næstformand i Børne- og Skoleudvalget.

Fællesskaber forebygger

I Fredericia Kommune er der kommet øget fokus på en forbyggende indsats, og her spiller fritidstilbuddene en vigtig rolle. Medarbejderne i junioraftenklubberne gør alle en stor indsats for at understøtte, at alle børn får mulighed for at trives og være en del af fællesskabet i aftenklubben.

”Det kan for nogle børn være svært at finde deres plads i et fællesskab, men med god vejledning og støtte fra voksne på fritidsområdet, kan vi få alle børn med i et lærerigt og godt fællesskab, så de hjælpes til at få et godt fritidsliv sammen med gode kammerater”, siger Cecilie Roed Schultz, næstformand i Børne- og Skoleudvalget.

Alle børn er som udgangspunkt velkommen i alle junioraftenklubber, også selvom de ikke lige bor i distriktet eller går i skole i et andet distrikt. Det giver børnene mulighed for at mødes om særlige aktiviteter eller blot danne fællesskaber på tværs af skoler og klassetrin.

Fakta

Der er gratis junioraftenklub for alle børn i 4-6. klasse følgende steder:

Klub Basen: Mandag og torsdag (17.00 – 21.00)

Klub ved Elbohallen: Mandag og torsdag (17.30 – 20.30) 

Klub Bøgeskov: Onsdag 17.30 – 20.30

Byggeren: Tirsdag (17.30 – 20.30)

Indre Ringvej: Onsdag (17.30 – 20.30)

Klub Damvej: Tirsdag og torsdag (17.30 – 20.30)

Klub Korskær: Mandag og torsdag (17.00 – 20.00)

Klub Sønderparken: Mandag og torsdag (17.00 – 20.00)