FREDERICIA

Alle tager ansvar for sig selv og hinanden

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Helhedsplanen Fredericia roser beboerne i Sønder- og Korskærparken for at passe godt på hinanden under corona-krisen

Fysiske fællesskaber er noget, vi alle mangler i disse tider, og det mærker beboerne i Sønderparken og Korskærparken også. De steder, man plejer at mødes, er lukket ned i øjeblikket på grund af COVID-19-krisen, og alle de frivillige er sendt hjem. Men selvom det er sværere at mødes fysisk, så er stemningen i begge boligområder god og sammenholdet godt. 

”Helhedsplanen Fredericia gør et stort stykke arbejde for at holde fællesskabet og sammenholdet i boligområderne i live på alle mulige måder, og det skal de have stor ros for. De har virkelig været i tænkeboksen for at finde andre måder at være i kontakt med hinanden. Og vigtigst af alt, så er det altid muligt at få fat i nogen, hvis man er bekymret eller har brug for et råd eller vejledning, og de folk, der har haft brug for hjælp, bliver der taget godt hånd om”, fortæller Turan Savas formand for Helhedsplanudvalget. 

Helhedsplanen har blandt andet udvidet samarbejdet med kommunens opsøgende gademedarbejder og er ude og gå sammen med dem i boligområderne. Der er også fortsat mulighed for jobhjælp, lektiehjælp og retshjælp – blot over telefonen og nettet. Er der beboere, der har brug for råd, vejledning og moralsk støtte, så kan de også ringe til helhedsplanen eller tage kontakt til dem via deres facebookside. 

”Helhedsplanen gør et stort arbejde for at støtte beboerne i boligområderne, og der er god ro og orden og et fantastisk sammenhold. Folk bakker rigtigt flot op om de mange tiltag for at mindske smittespredning, og når vores medarbejdere er ude og gå i boligområderne, møder de meget få mennesker og oplever ikke, at beboerne har tendens til at forsamle sig”, fortæller Tina Horne, medlem af Helhedsplanudvalget.

Der er blevet hængt plakater op i boligområderne, så beboerne i Sønderparken og Korskærparken ved, hvordan de kan komme i kontakt med Helhedsplanen Fredericia her under corona-krisen. På helhedsplanens Facebook-side er der blandt andet gode tips til, hvordan man kan aktiverer familien. Helhedsplanen Fredericia samarbejder med helhedsplaner over hele landet i denne corona-tid for at dele gode idéer. 

”Det er en ekstraordinær situation, vi er i og det er dejligt at opleve, at fredericianere overalt bakker op om myndighedernes anbefalinger, tager ansvar for sig selv og passer på hinanden”, siger Peder Tind, medlem af Helhedsplanudvalget.