SAMFUND

AP Pension klar til rejsegilde for DLG-byggeri

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Sammen med DLG holder AP Pension og totalentreprenøren NRE Denmark torsdag den 27. juni 2019 klokken 12 rejsegilde for DLG’s kommende regional- og hovedkontor på Ballesvej 2 i Fredericia. Fredericias borgmester vil være blandt talerne ved begivenheden, hvor pressen også er velkommen.

AP Pension tager sammen med grovvareselskabet DLG og totalentreprenøren NRE Denmark torsdag den 27. juni et nyt stort skridt i arbejdet med opførelsen af DLG’s nye regional- og hovedkontor i Fredericia. For netop den dag er der rejsegilde for det kommende DLG-hovedkontor, der bliver opført på en 7.500 kvadratmeter stor naturskøn grund med udsigt til Lillebælt. Når opførelsen af hovedkontoret er klar til indflytning i løbet af 2020, forlader DLG Axelborg i centrum af København til fordel for Fredericia.

Adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, ser frem til at kunne fejre rejsegilde for det nye DLG-hovedkvarter, hvor AP Pension er bygherre og investor, og hvor DLG lejer sig ind i.

-Med rejsegildet markerer vi en milepæl i opførelsen af DLG’s kommende regional- og hovedkontor. Det er et særligt byggeri, vi opfører for DLG, der med sin placering i Fredericia og tæt på Lillebæltsbroen er placeret i et knudepunkt i Danmark. Vi har indgået en lang lejekontrakt med DLG, der er med til sikre attraktive afkast til gavn for kunderne, fortæller Peter Olsson.

Ejendomsdirektøren glæder sig over samarbejdet om opførelsen af det nye regional- og hovedkontor.

-Det er en fornøjelse at stå for opførelsen af DLG’s kommende regional- og hovedkontor. Sammen med NRE Denmark har vi skabt et rigtig godt projekt, hvor både DLG og Fredericia Kommune er nogle særdeles gode sparringspartnere, siger han.

Når byggeriet er færdigt i løbet af 2020 vil over 300 DLG-ansatte have deres daglige gang i det 7.500 kvadratmeter store kontormiljø, og borgmester i Fredericia Kommune, Jacob Bjerregaard, ser frem til at følge den fortsatte opførelse af regional- og hovedkontoret.

-Det er et spændende projekt at følge. Gennem hele arbejdet har vi været glade for samarbejdet med AP Pension, og jeg er glad for, at vi nu er kommet til at kunne holde rejsegilde for byggeriet. Jeg glæder mig til, at vi i Fredericia Kommune kan tage imod de mange DLG-medarbejdere, der kommer til at have deres daglige gang i Fredericia, fortæller Jacob Bjerregaard.

Hos DLG glæder de sig over endnu en markering i opførelsen af regional- og hovedkontoret.

-Det er en stor glæde, at vi nu kan holde rejsegilde på vores kommende hovedkontor. Vi ser frem til, at vi kan flytte ind i det interessante og flotte byggeri, som AP Pension og NRE Denmark opfører til os. Vi er nået langt siden november 2017, hvor vi offentliggjorde planerne om at flytte fra Axelborg i København. Det er det største forandringsprojekt i DLG’s historie, og det er helt centralt for os og vores fremtidige udvikling, siger koncernchef i DLG, Kristian Hundebøll.

NRE Denmark er totalentreprenør på byggeriet, der er tegnet af arkitektfirmaet PLH Arkitekter.

-Det er altid en særlig dag, når vi kan være med til at holde rejsegilde for opførelsen af et byggeri. Sammen med AP Pension skaber vi spændende og inspirerende rammer for de mange medarbejdere, der fremover skal have deres daglige gang i DLG’s kommende regional- og hovedkontor, fortæller Jonas Anders Olesen salgsdirektør i NRE Denmark.