FREDERICIA

AFLYST: Borger 1849 søger nye deltagere. Vil du være med?

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Borger 1849 inviterer for 10. år borgere og godtfolk i Fredericia til en aften, hvor alle interesserede er velkomne til at komme og høre om årets aktiviteter og eventuelt tilmelde sig. Det foregår i Det Bruunske Pakhus tirsdag den 24. marts kl. 19.00.

Er I en familie, der synes at det kunne være sejt at være tidsrejsende og være med til at vise, hvordan man levede i gamle dage?

Vil du gerne vide mere om Fredericias historie og være med til at formidle den til fredericianerne og byens gæster?

Kan du lide at tale med mange forskellige mennesker og være en del af et hyggeligt fællesskab?

Uanset hvilken type, du er, så er du præcis den, som Borger 1849 er på udkig efter til truppen af omvandrende historiefortællere.

På mødet fortæller Ann Dorthe Pedersen, som er koordinator for Borger 1849, om hvad der skal ske i løbet af året. Man kan også møde deltagere fra tidligere år, som gerne fortæller om deres oplevelser og hvad de får ud af at være med. 

En af de faste opgaver er at være en aktiv del af 5. og 6. juli festlighederne. Borger 1849 er de 2 dage med til at få Kirkestræde til at summe af liv fra gamle dage, og borgerne er i deres kostumer også en iøjnefaldende del af både fakkeloptoget den 5. juli og processionen gennem byen den 6. juli. 

Derudover er Borger 1849 med til at tage godt imod en stor del af de mange krydstogtgæster, som kommer til byen. Borger 1849 stiller gerne op som fotomodeller og er med til at give turisterne gode minder fra Fredericia.  Ann Dorthe Pedersen fortæller, at det altid hyggeligt at tale med de mange gæster fra forskellige lande, og at Borgerne sommetider bliver forvekslet med folkedansere, så de må sige: ”Nej, vi kan ikke danse, men vi er gode til at fortælle historier”.  

Man kan få flere oplysninger på Borger 1849’s Facebookside: https://www.facebook.com/Borger1849Fredericia/, hvor informations- og tilmeldingsmødet også findes som en begivenhed, hvor man kan tilmelde sig.

Man er også velkommen til at ringe til Ann Dorthe Pedersen på telefon 2750 6213, hvis man har brug for flere oplysninger.