FREDERICIA

BORGERNE I FREDERICIA KAN IGEN DRIKKE VANDET FRA HANEN

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv


Myndighederne har søndag eftermiddag valgt at ophæve den kogeanbefaling, der i weekenden har været gældende i dele af Fredericia. Det sker på baggrund af en række rene test-resultater.

“Vi har brugt weekenden på at hente nye prøver ind, som nu er blevet analyseret og erklæret rene, og på det grundlag har myndighederne valgt at ophæve kogeanbefalingen,” lyder det fra vandforsyningschef i TREFOR Vand, Lars Skjerning. 

Det er i alt 46 prøver fra forskellige steder i distributionsnettet i Fredericia, der nu alle er blevet analyseret og fundet helt rene. Det står i kontrast til den prøve fra vandværket, der fredag udløste en kogeanbefaling fra myndighederne. 

“Det er usædvanligt. Normalt vil man ved en forurening se en række forskellige prøver give udslag, men det har ikke været tilfældet her, hvor det har været en enkelt prøve, der har vist overskridelser,” siger Lars Skjerning. 

Der er derfor søndag taget nye prøver, som ligeledes sendes til laboratoriet for at blive analyseret. De resultater ventes mandag. 

“At vi tager nye prøver ændrer ikke på, at vandkvaliteten nu er tilbage til den normale, høje standard, vi er vant til fra TREFOR Vand. Men vi er fortsat meget interesserede i alle resultaterne, så vi fortsætter analyse-arbejdet, selvom kogeanbefalingen nu er hævet,” siger Lars Skjerning. 

Næste skridt er at kortlægge forløbet, og finde frem til årsagen til, at testresultaterne viste overskridelser på vandværket. 

“På nuværende tidspunkt er vi ikke klar over, hvad årsagen er, men det skal vi naturligvis afklare så hurtigt som muligt,” lyder det. 

For nu glæder vandforsyningschefen sig over, at kogeanbefalingen er hævet, og hæfter sig særligt ved een ting: 

“Det er ikke nogen ønskværdig situation med en kogeanbefaling, blandt andet fordi det er til stor gene for rigtig mange mennesker. Men vi har oplevet meget stor samarbejdsvilje og en positiv indstilling fra fredericiaborgerne, og det er vi meget, meget taknemmelige for,” lyder det fra vandforsyningschefen.