FREDERICIA

BUDGET 2019 PÅ PLADS

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Budget 2019: Enigt byråd investerer i velfærd og udvikling

For femte år i træk står et enigt byråd i Fredericia bag kommunens budget. Et øget skattegrundlag betyder, at der er råd til nye investeringer samt et markant velfærdsløft. Særligt folkeskolen, ældreplejen og de udsatte grupper tilgodeses. Samtidig investeres der i bosætning, erhvervsudvikling, kultur, uddannelse og sundhed.

Efter knap en måneds intensive forhandlinger står alle byrådets 21 medlemmer bag en aftale om kommunens budget for næste år.

Der er afsat 10 mio. kr. til børn og ungeområdet, ni mio. kr. til ældre- og handicapområdet og seks mio. kr. til det sociale område. Samtidig fjernes omprioriteringsbidraget fra budgetterne.

Derudover fortsætter arbejdet i 2019 med at omdanne det gamle sygehus til sundhedshus, mens der afdrages 78. mio. kr. på kommunens gæld.

”Jeg vil gerne rette en stor ros til det samlede byråd efter denne proces. På trods af begrænsninger på hvor meget vi må investere i velfærd og anlæg, har vi i fællesskab prioriteret kernevelfærden og den fortsatte udvikling af Fredericia som en attraktiv erhvervs– og bosætningskommune med stærke kulturelle tilbud”, siger borgmester Jacob Bjerregaard.

Budgetaftalen skal endelig vedtages på byrådsmødet 8. oktober.