Politik

BUDGET PÅ PLADS : HER ER LISTE Ø’S KOMMENTAR

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Ø med i budgettet: Muligvis det største velfærdsløft i Fredericia siden 1960´erne

Efter nogle lange og hårde forhandlinger har Enhedslistens repræsentant i Fredericia byråd underskrevet budgetforliget for 2020. Budgetforliget ender ud med nogle markante velfærdsløft på flere centrale områder, som står Enhedslistens hjerte nær og samtidig bliver flere af Enhedslistens valgløfter indfriet.

”På grund af mulighedskatalogets voldsomme spareforslag, stod vi med et udgangspunkt, som så meget dårligt ud. Vi var dog opmærksomme på, at det ikke var nok for os, ”kun” at få skrevet spareforslag ud af budgetforliget. Det var vigtigt, at vi også fik nogle af vores ønsker skrevet ind også. Da vi indgik forlige, hørte jeg økonomichefen nævne, at det her muligvis er det største velfærdsløft i Fredericias historie siden 1960´erne. Det er helt vildt, at vi kunne nå så langt!, siger en tydeligvis lettet Cecilie Roed Schultz.

Der er rigtigt mange positive aspekter i årets budgetforlig, som tager hensyn til den demografiske udvikling på ældre- og børneområdet. Man styrker skolen med flere varme hænder og endnu mere renovering, der hvor der er særligt brug for det, og samtidig har vi et stort fokus på at gøre bygningerne mere klimavenlige.

Det er et forlig, som indeholder tryghedsskabende cykelstier på nogle centrale veje imens der også fokuseres på at gøre vores grønne områder i midtbyen endnu bedre.

”Vi har i lang tid kæmpet for at få indført NEST-klasser i Fredericia, og det har vi fået skrevet ind i budgetteksten. Samtidig har vi forhandlet gratis aftenklubber ind til Fredericias unge mennesker fra 4-6. klasse. Det er to valgløfter, som jeg er utroligt glad for, at vi får indfriet. Vi har også fjernet tvivlen om borgervejlederen og veterankoordinatorens stillinger samt diskussionen om Ungdommens Hus, som har givet mig flere søvnløse nætter. Her har brugerne af Ungdommens Hus for alvor vist deres værd, og den seneste kampagne med #UngdommensHusforalle har gjort et tydeligt indtryk. De skal have stor tak for deres arbejde med at synliggøre betydningen af deres hus. De har redet huset. Og nu tilføjes der endda et streetsport-område til 8 mio. og endnu flere varige ressourcer”, fortæller hun.

Et budgetforlig er netop et udtryk for et forlig, og der er da også elementer, vi ikke synes er optimale. Eksempelvis mener vi, at det er unødvendigt at sænke dækningsafgiften, når vi samtidig investerer et større millionbeløb i infrastruktur for erhvervslivet, men som tidligere nævnt, er der markant mere positivt end negativt i dette budgetforlig. Det er et markant velfærdsløft, som vi håber vil kunne mærkes i kommunen.

Budgetteksten lægger op til en diskussion af flere vigtige områder – heriblandt 0-18 års området og fritidsområdet, og her glæder Enhedslisten sig til endnu en gang at kæmpe for at gøre disse områder endnu bedre.

”Det bliver et spændende år med gode diskussioner og politiske slagsmål, som jeg allerede nu glæder mig til at tage del i. VI er meget glade for at kunne sikre endnu mere velfærd og et øget fokus på det grønne område”, slutter Cecilie Roed Schultz.

Vi lovede at prioritere børn, unge, handicap, miljø og klima.

Her er nogle af Enhedslistens vigtigste fingeraftryk i budgetforliget:

Det grønne:

Energirenovering af folkeskoler og daginstitutioner
Cykelsti på Kolding Landevej i 2020 (Kolding Landevej, Fra Den Gamle Lillebæltsbro til Skærbækvej). 16.200.000 kr. i 2020
Cykelsti på Røde Banke i 2020 (Røde Banke, fra Ussinggårdsvej til Snoghøj Landevej).

500.000 kr. til projektering i 2020

Pulje til forskønnelse/oprettelse af grønne områder inden for voldene (eks. udskiftning af døende allé-træer, etablere små grønne oaser, vedligeholde blomsterbede osv.)

750.000 kr. om året  

Der udarbejdes en plan for vedligehold af vejrabatter/grøftekanter og andre grønne områder, med fokus på biodiversitet.

Børn og unge:

Fortsæt prioritering af at levet op til BUPL´s minimumsnormeringer på daginstitutionsområdet – også så det ikke kun er på papiret, men opleves i praksis.
Boost af legepladspuljen til skoler og daginstitutioner på 5 mio. fordelt på 2020 og 2021 – ud over de i forvejen afsatte lidt over 1,3 mio. kr. om året.
Nedsætte skoledagen med 2,25 timer om ugen på mellemtrinnet og i udskolingen (vi har allerede fået nedat det i indskolingen). Inkl. finansiering af øget behov for fritidstilbud til mellemtrinnet på 650.000 kr. om året.
Gratis aftenklub for 4-6. klasserne. 275.000 kr. om året.
Genoprettelse af fritidsområdet for unge. Ekstra tilførsel på 1,35 mio. om året.
Plan for at forbedre de fysiske rammer på Frederiksodde-skolen.
25 mio. kr. til en gennemgribende renovering af Skolesvinget.
Bygge erstatning for De Orange Haller. De 3.000.000 kr. vi tidligere fik afsat suppleres med 5.000.000 kr. + 300.000 kr. årligt til drift og vedligehold.

Handicap:

Der udarbejdes et oplæg til ny økonomimodel for specialskoleområdet (så det ikke dræner almenområdet).  
Der udvikles en model for NEST-tilbud i en Fredericiamodel i løbet af 2020, så modellen er klar til udrulning fra skoleåret 2021/2022. Der afsættes 110.000 kr. årligt fra skole-året2021/2022
Oprettelse af en tilgængelighedspulje (som legepladspuljen til skoler og daginstitutioner). Projekter prioriteres efter behov på baggrund af ønsker fra eks DH, handicaprådet og andre interessenter. Projekterne kan være tiltag i bymidten, på kulturinstitutioner osv. 200.000 kr. om året.
STU-tilbud til autister.

Her er det vi fik fjernet fra mulighedskataloget (heriblandt vores såkaldte røde linjer):

To medarbejde på Ungdommens Hus spares væk (det vil være dødsstødet til Ungdommens Hus).
Borgervejlederen/veterankoordinatoren (nedlæggelsen af den ene stilling og at tage 10 af borgervejledertimerne fra veterankoordinatorfunktionen er udelukket)
Aktivitetsmedarbejdere på plejecentrene (det er ikke nok med tre medarbejdere til hele kommunen)
Mulighedskataloget er ikke tydeligt omkring hvordan der findes 8,5 mio på børn og unge. Det hænger heller ikke sammen med personalereduktionen. Vi er ikke med til at spare på børnenes hverdag.
Fritidsområdet (DMK mm. evt. omstrukturering skal være uden nedskæringer – der skal tvært imod investeres. Man kan med fordel tage udgangspunkt i det meget konstruktive høringssvar fra DMK)
STU. Vi er enige i, at der skal lave et STU-tilbud i kommunen til autister. Men pengene skal ikke findes på det nuværende STU, som jo skal fortsætte.
UU (det er en bevidst investering at vi ligger over landsgennemsnittet)
Borgere på ProAktiv (det er ikke ok at borgere ikke kommer ud af huset, når de er visiteret til tilbud)
Axeltorvlaugets tilskud (vi må kunne finde en løsning, så aktiviteterne kan fortsætte)
Lukning af små daginstitutioner (vi vil hellere udvide dem med en vuggestuegruppe)
Lærernes arbejdstid (bør ikke sættes op – og bør under ingen omstændigheder medføre afskedigelser)
Teater Malstrøm (det må være muligt at finde en løsning, så teaterets aktivitetsniveau ikke svækkes)
Musikterapeut og demenskonsulent (bør ikke spares væk)
Museerne i Fredericia (der skal ikke nedlægges en stilling)
Vedligehold af udendørs idrætsanlæg (vi tror ikke forslaget er holdbart og effektivt)
Befordring i udbud (vi tror ikke Sydtrafik reelt kan gøre det billigere og mener ikke, at man har taget alle konsekvenser med i beregningen)
Genoptræning for borgere i beskæftigelsestilbud, Lær-At-Tackle-kurser og Bevæg Dig Glad (det kan have store konsekvenser at spare væk)
Kontaktcenteret (plejepersonalet bør ikke skulle tage telefonen imens de udfører plejeopgaver ude i borgernes hjem).
Web og kommunikation (der bør ikke skæres så kraftigt)
Headspace (de 100.000 kr. kan få meget store konsekvenser. Spares midlerne i 2020 bør der være garanti om at man går tilbage på de 750.000 kr. fra 2021 og frem)
Depotgården (det er svært at se hvordan man vil finde pengene, uden at det forhøjer brugerbetalingen markant)
iPad uden sim-kort i plejen (det skal være muligt for medarbejderne at tilgå og registrere det de skal – uanset hvor de er)
Vejledning af SOSU-elever (der bør være medarbejdere der vejleder i det daglige (og får tillæg for dette) OG fuldtidsvejledere der tager rundt)
Den kreative skole (der bør ikke spares 100.000 kr)