Kultur

Bueskydning for familier og gode venner

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Hvad skal man lave, når sommeren ikke byder på rigtig sol og sommervejr?

Det har Ann Dorthe Pedersen, alias Fru Hood et godt bud på: Bueskydning.

Måske kender I Robin Hood, Legolas, Merida fra Brave eller Katniss Everdeen? 

Nu har du og din familie eller venner muligheden for at prøve at skyde med bue og pil i virkeligheden og se, om I er lige så gode til at ramme som i spil eller på film.


Hos Robin Hoods Eftf. skyder man med langbuer, og I bliver alle udstyret med pile, armbeskytter, og en fingerlap, der beskytter fingrene. Der er også masser af håndsprit i disse tider, hvor vi skal passe på hinanden og os selv. 

Alle får selvfølgelig en grundig instruktion, og efter de indledende prøveskud kan I dyste på points og se, hvem der rammer plet på skiven og får flest points på de naturtro 3D-dyr.

Der er kun en familie eller vennegruppe på banen ad gangen, og Ann Dorthe er hele tiden på sidelinjen med vejledning og tips, så I alle får en god oplevelse.

De første familier har allerede opdaget muligheden for at udfordre hinanden med en hyggelig omgang bueskydning, som finder sted på Ryttergrøftvejen lidt uden for Fredericia. Der er høj fokus på sikkerheden, og opstilling af buebanerne er godkendt af politiet.

Ann Dorthe Pedersen er selv en erfar en bueskytte og har arrangeret bueskydningsevents for firmaer i en årrække. I år, hvor mange holder ferie under hjemlige himmelstrøg, var det oplagt også at tilbyde bueskydning til de familier, der holder ferie i Fredericia.

Man kan booke direkte fra Robin Hoods Eftf.s Facebookside, eller man kan finde kontaktinformationer på hjemmesiden www.robinhoodseftf.dk