FREDERICIA

Byggegrunde i Fuglsang Vest går som varmt brød

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Over halvdelen af byggegrundene i Fuglsang Vest er solgt i førstebudrunde

Interessen for nye byggegrunde i Fredericia Kommune er stor. Særligt for grundene i kommunens nye og attraktive udstykning Fuglsang Allé, som indeholder i alt 101 byggegrunde. I første omgang var det første etape med 46 grunde, der blev udbudt til salg i starten af marts 2021. Salget er kommet godt fra start, og det luner på borgmesterkontoret.  

”Vi vidste godt, at der var stor interesse for byggegrundene i Fuglsang Allé men, at vi inden for så kort tid har solgt over halvdelen af byggegrundene i 1 etape er fantastisk. Flere af grundene er solgt i overbud, og det vidner om, at vi har en super attraktiv udstykning på hylderne” , siger borgmester Steen Wrist. 

Over 160 personer var skrevet på kontaktlisten, som ønsker at modtage udbudsmaterialet. Der var frist for aflevering af bud den 25. marts. 

Mere plads til at udfolde sine boligdrømme 

Pernelle Jensen, medlem af Økonomiudvalget glæder sig over den store interesse for at bygge nyt i kommunen. 

”Byggegrundene i Fuglsang Vest bejler til alle de borgere, der er på udkig efter lidt større boliger, og hvor der er god udenomsplads. Vi kommer til at arbejde endnu mere med vores bosætningsstrategi de næste mange år, og her er det vigtigt, at vi både har forskellige muligheder for at bosætte sig, og at det vi såhar er attraktivt. Det må man sige, at Fuglsang Vest er” , siger Pernelle Jensen, medlem af Økonomiudvalget. 

Helt tæt på naturen

Den eftertragtede udstykning ligger naturskønt tæt på skov. En spændende lokalplan trækker naturen ind i boligområdet blandt andet med grønne kiler med mange træer, som giver flere grunde i udstykningen gode muligheder for udsigt til landskab. 

Størstedelen af boligområdet udstykkes til åben-lav parcelhusbebyggelse, mens et mindre område i den syd-vestligste del også kan anvendes til tæt-lav rækkehusbebyggelse. 

Størrelsen på grundene i etape 1 varierer mellem 744 – 1110 m2 til priser fra 650.00 og 1.050.000. 

Der er stadig flere grunde til salg i Fuglesang Vest. Læs mere om udstykningen og priser på Fredericia Kommunes hjemmeside: 

https://www.fredericia.dk/borger/bolig-byggeri/byggegrunde-til-salg/fuglsang-alle

Flere grunde på vej


For at tiltrække nye tilflyttere og imødekomme den stigende efterspørgsel på nye byggegrunde har Fredericia Byråd besluttet at investere massivt i byggemodning i de kommende år. I dag har Fredericia Kommune flere byggegrunde til salg – blandt andetFlintemarken i Taulov og Sivvænget i Pjedsted. Over de næste par år bliver paletten yderligere udvidet med blandt andet byggegrunde i Fjordalléen i Trelde og etape 2 i Fuglsang Allé. Med investeringerne vil kommunen i alt råde over 175 nye byggegrunde til tilflyttere.