FREDERICIA

Byrådspolitiker er gået bort

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Byrådspolitiker er gået bort

De Konservatives byrådsmedlem – Jean Brahe – er sovet stille ind, efter længere tids sygdom.

Den kun 64-årige byrådspolitiker måtte opgive kampen mod den kræft, han blev diagnostiseret med for godt et år siden.

Jean Brahe var en velanset politiker, der satte en ære i det han beskæftigede sig med. Med en rolig, objektik og professionel vinkel på tingene, formåede Jean Brahe altid at sætte sit fingeraftryk på de politiske beslutninger i byrådet – også selvom beslutningen ikke faldt ud som han ønskede det. Med et smil og en kæk bemærkning, gjorde Jean Brahe op med de tabte politiske kampe, og trak straks i arbejdstøjet for at få det bedste ud af de enkelte udfordringer.

imageVed præsentation af budgetforliget for 2017 og det efterfølgende byrådsmøde, manglede Jean på sin vante plads – og de der kendte ham var godt klar over, at Jean Brahe kæmpede en kamp.

Jean Brahe efterlader sig sin mor, sin hustru og hendes to døtre, sine to sønner og svigerdøtre samt fem børnebørn.

Bisættelsen af Jean Brahe sker fra Trinitatis kirke, fredag d. 16. september kl. 13.00

Æret være hans minde.

Fredericia kommune har bragt følgende udtalelse:

Byrådsmedlem i Fredericia Kommune Jean Brahe er død natten til fredag den 9. september.

Jean Brahe blev født i 1951 i Fredericia. Han blev uddannet arkitekt og civiløkonom og startede i 1976 tegnestuen Brahe & Partnere, som han i en lang årrække var medejer af. Han var medlem af Fredericia Byråd for Det Konservative Folkeparti i to perioder – fra 1994 til 2004 og igen fra 2014 og frem til sin død. Fra 2014 var han formand for By- og Planudvalget.

Jean Brahe har igennem sin karriere varetaget en række bestyrelsesposter, blandt andet som formand for Danske Ark, Danske Arkitektvirksomheder. Jean Brahe var fra 2003 til 2009 medlem af Fonden Realdanias bestyrelse, og var fra 2007 formand for bestyrelsen. Her var han drivende kraft i udviklingen af FredericiaC kanalbyen i samarbejde med Fredericia Kommune.

”Det er med stor sorg, vi har modtaget meddelelsen om Jean Brahes alt for tidlige død. Jeg savner allerede hans selskab. Jean havde en unik personlighed. Han var klog, vidende, skarp, humoristisk og en rigtig god kollega. Han ragede op med en viden og indsigt, som han gladeligt delte med os andre. Til gavn for sit elskede Fredericia. Jean var på til det sidste og satte sine solide aftryk. Mine tanker går særligt til Jeans hustru Karin og resten af familien”, siger borgmester Jacob Bjerregaard.

Jean Brahe efterlader sig sin kone Karin Holen, sønnerne Søren og Anders, sin mor Paula Brahe, sin kones to døtre, samt svigerdøtre og børnebørn.

Nedenfor ses Jean Brahes sidste tale i byrådet, hvor han til trods for sin fremskredne kræftsygdom lader sin humor skinne igennem